
Nr. 4 - 23. april 2009
Statsminister Lars Løkke Rasmussen har udnævnt Inger Støjberg (V) som ny beskæftigelsesminister og dermed også som arbejdsmiljøets minister. Hun er endvidere udnævnt til minister for ligestilling. Inger Støjberg er journalist, 36 år og har siddet i Folketinget siden 2001.
TILSKUD: Arbejdstilsynet uddeler i 2009 14,5 mio. kr. til arbejdsmiljørådgivning. Offentlige virksomheder og institutioner, der frivilligt indgår en aftale med en arbejdsmiljørådgiver om bistand til at løse et arbejdsmiljøproblem, kan få refunderet 50 pct. deres udgifter.
UNDERSØGELSE: Ny videnskabelig undersøgelse viser, at klinikassistenters og tandlægers arbejde med kviksølv ikke øger risikoen for dårligt helbred. Hverken når der måles på dødelighed, registerbaserede sygdomsoplysninger, fertilitet, abort eller fødselsudfald. Den omfattende kviksølvundersøgelse, som blev sat i værk for godt tre år siden, er derfor afsluttet.
RAPPORT: Hvor farligt er PCB, og hvordan håndteres det? Ny rapport fra Miljøstyrelsen giver en sundhedsmæssig vurdering af PCB-holdige bygningsfuger.
UNDERSØGELSE: Rengøringsassistenter har oftere forhøjet blodtryk, er overvægtige og har høj fedtprocent sammenlignet med erhvervsaktive danskere generelt. Det viser de første data fra et stort forskningsprojekt på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA.
RAPPORT: Ud fra målingerne af kviksølv på Grindstedværket kan det vurderes, at en gruppe personer over en lang årrække har været udsat for kviksølv i et niveau, hvor der må forventes en påvirkning af nervefunktionen. Det kan ikke vurderes, i hvor stort omfang udsættelsen for kviksølv har betydet langtids- eller eventuelt blivende helbredseffekter. Det er konklusionen i den rapport, som de Arbejds- og Miljømedicinske Klinikker i Region Syddanmark har udarbejdet for Arbejdsskadestyrelsen i forbindelse med behandlingen af de erstatningssager, som tidligere ansatte på Grindstedværket har rejst.
TEMASIDE: Ny portal giver undervisere nem adgang til materialer, spil, gode råd og generel viden om arbejdsmiljø. Den indeholder over 150 materialer, der kan bruges i undervisningen, og en række interaktive dilemmaspil, som på en underholdende måde får de unge til at forholde sig til de problemer, de vil møde i deres arbejdsliv. Portalen giver også unge, forældre og arbejdsgivere overblik over de vigtigste arbejdsmiljøregler. Portalen er udarbejdet af de 11 branchearbejdsmiljøråd i fællesskab.
KAMPAGNE: "Ikke alt kan siges med blomster - men en samtale om sygefravær kan få dig tilbage". Det er et af de slogans, der lanceres på en ny hjemmeside om sygefraværssamtaler på offentlige arbejdspladser. Foruden den nye hjemmeside er der udgivet en folder, der fortæller om fordelene ved at holde samtaler om sygefravær. Kampagnen er blevet til i et samarbejde mellem Personalestyrelsen, Danske Regioner, Kommunernes Landsforening, CFU, Sundhedskartellet og KTO.
TEMASIDE: Ny hjemmeside skal støtte arbejdet med trivsel, samarbejde og det psykiske arbejdsmiljø i bygge- og anlægsvirksomheder. Temasiden, der er udarbejdet af BAR Bygge & Anlæg, giver gode praktiske råd om, hvordan ledere og medarbejdere kan forebygge konflikter og øge trivlsen. Hjemme-siden omfatter endvidere flere elektroniske kortlægnings- og dialogværktøjer, der er udviklet særligt til bygge- og anlægsbranchen. Endelig kan man hente faktablade med konkrete bud på, hvordan man kan arbejde med bl.a. stress, konflikthåndtering, omgangstone, beredskabsplan ved alvorlige ulykker og traumatiske hændelser samt kortlægning af arbejdsforhold og trivsel.
TEMASIDE: 90 ledere på social- og sundhedsområdet har brugt et år på at afprøve en række redskaber, der kan bidrage til "Ledelse på attraktive arbejdspladser". Resultatet er 16 nye værktøjer om strategi, struktur, proces og systematik. Værktøjerne er tænkt som inspiration til nye udviklingsmuligheder på den enkelte arbejdsplads.
KONFERENCER OG ANDRE ARRANGEMENTER
Konference for byggeriets parter på Sjælland og i Storkøbenhavn KONFERENCE: Arbejdstilsynet inviterer til konference for byggeriets parter på Sjælland og i Storkøbenhavn med temaet "Det skal være sundt for både sjæl og legeme at arbejde i byggeriet”. Konferencen henvender sig til virksomhedsejere, ledere og tillidsrepræsentanter, lønmodtageres og arbejdsgivernes interesseorganisationer, rådgivere og andre med indflydelse på arbejdsmiljøet i byggebranchen. Konferencen finder sted i København den 11. maj. Tilmelding inden den 6. maj.
MØDER: Hvor udbredt er mobning? Har organisationskulturen betydning? Hvad er de helbredsmæssige konsekvenser? Hvordan forebygger man mobning? Det er nogle af de spørgsmål, som forskere fra bl.a. Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø vil fortælle om på to halvdagsmøder, som foregår i Århus den 11. juni og i København den 17. juni 2009.
TEMASIDE: Det er dejligt, når solen skinner udenfor. Mindre dejligt, når den skaber reflektiioner på computerskærmen. En blandt flere løsninger er at etablere solafskærmning. Læs mere om fordele og ulemper ved de forskellige typer af solafskærmning på Grafisk BARs temaside om synsergonomi.
TV-UDSENDELSER: DR sætter i den kommende tid fokus på ansatte over 55, der bliver ved med at arbejde, og på, hvad de har gjort for at få arbejdslivet tilrettelagt, så både de selv og deres arbejdsgiver er glade. Den nye programserie hedder ’Vi bliver ved!’, og det første program bliver sendt søndag den 26. april kl. 19 på DR2.
---
Send en e-post til E-nyt redaktionen, hvis du har forslag til forbedringer og ændringer eller andre kommentarer til Arbejdstilsynets e-nyhedsbrev.