Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 

Ny At-vejledning om stilladsregler

Ny At-vejledning om stilladsopstillerens ansvar henvender sig til stilladsopstillere som henholdsvis leverandører og som arbejdsgivere.

At-vejledning 45.1 om ”Stilladsopstillerens ansvar” handler om krav til indretning og opstilling af systemstilladser til bl.a. facade- og murerarbejde samt til totalinddækkede stilladser. At-vejledningen omhandler ikke rulle- og bukkestilladser eller andre tekniske hjælpemidler som fx trappetårne, støbetårne og stiger.

Vejledningen fortæller indledningsvis om de vigtigste regler på området, herunder kravene i bekendtgørelsen om anvendelse af tekniske hjælpemidler. Vejledningen er herefter opdelt i to dele, der henvender sig til stilladsopstilleren som henholdsvis leverandør og som arbejdsgiver.

Stilladsopstillere som leverandør

Første del af vejledningen, der er opdelt i 19 afsnit, fortæller om stilladsopstilleres ansvar som leverandør. Her gennemgås de krav, der gælder for udformningen af et stillads, herunder bl.a. krav til bredde- og belastningsklasser, stabilitet og brugsanvisning.

Vejledningen forholder sig også til de situationer, hvor stilladsopstillingen afviger helt eller delvist fra fabrikantens brugsanvisning, hvilket bl.a. betyder, at der skal udarbejdes styrke- og stabilitetsberegning, og at der skal udarbejdes brugsanvisning.

Stilladsopstillere som arbejdsgiver

Anden del af vejledningen, der er opdelt i fem afsnit, fortæller om stilladsopstillerens ansvar som arbejdsgiver for de ansatte, der opstiller, ændrer og nedtager stilladser. Her gennemgås, hvordan arbejdet med opstillingen af stilladser kan ske forsvarligt, så der bl.a. sikres mod nedstyrtning, og så de ansatte undgår løft og bæring af tunge stilladsdele.

Vejledningen fortæller også om de regler, der gælder for uddannelse, oplæring og instruktion af de ansatte, så de kan udføre arbejdet med opstilling, ændring og nedtagning af stilladser forsvarligt.

Bygherrer og projekterende

Målretningen af den nye stilladsvejledning mod stilladsopstillere betyder, at vejledningen ikke omfatter pligter for bygherrer og projekterende. Bygherrens pligter fremgår i stedet af At-vejledningerne til bygherrer og særligt vejledningen om plan for sikkerhed og sundhed (PSS). I forhold til projekterendes pligter henvises til bekendtgørelsen om projekterendes og rådgiveres pligter m.v. efter lov om arbejdsmiljø.

Den nye At-vejledning om stilladsopstillerens ansvar erstatter At-vejledning B.3.2 om ”Opstilling og brug af stilladser”.

Se At-vejledningen