Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 

Social dumping i ly af villavejens hække

SOCIAL DUMPING AKTION: Arbejdstilsynet, politiet og SKAT har i går gennemført en fælles landsdækkende aktion mod social dumping. Ikke alt arbejde foregår efter reglerne. 

Foråret er traditionel ensbetydende med, at byggeriet og anlægsarbejdet i de private hjem for alvor kommer i gang. Desværre er det ikke alt arbejde, der foregår efter reglerne, viste gårsdagens fælles aktion mod social dumping, som Arbejdstilsynet, SKAT og politiet gennemførte.

Aktionen, der er den anden i 2013, var målrettet udenlandske virksomheder og tjenesteydere inden for byggeriet og det grønne område. Brancher, hvor erfaringerne fra tidligere aktioner viser, at der er noget at komme efter, når det drejer sig om social dumping.

Ved aktionen tog Arbejdstilsynet sig af at kontrollere arbejdsmiljøforhold og anmeldelse til RUT, SKAT kiggede på moms- og skatteforhold, mens politiet kontrollerede arbejds- og opholdstilladelser. Og gårsdagens aktion viste da også, at der fortsat er behov for en indsats mod social dumping. 

Resultaterne af den landsdækkende aktion

Arbejdstilsynet gennemførte i løbet af dagen 84 kontrolbesøg og gav i alt 68 reaktioner. Af disse var 53 reaktioner for alvorlige overtrædelser af arbejdsmiljøloven. Arbejdstilsynet forventer derudover at afgive syv indstillinger til politiet for overtrædelse af anmeldepligten til RUT.

På gårsdagens aktion blev der afsløret social dumping både inden for det grønne område og i byggebranchen. Og det er ikke kun på store byggepladser, at der foregår social dumping. Det finder bestemt også sted, når private boligejere skal have bygget.

- Erfaringerne viser, at når vi bevæger os ud på de små villaveje – ikke mindst nord for København – så finder vi næsten altid eksempler på social dumping, der foregår i ly af hækken. Det så vi desværre også eksempler på ved gårsdagens aktion. Det handler eksempelvis om udenlandske virksomheder, som ikke overholder dansk lovgivning, og hvor der ofte er tale om farligt arbejde, hvor vi er nødt til at skride ind, siger tilsynschef i Arbejdstilsynet Hasse Mortensen.

Intet nyt under solen – sådan kan man med rette beskrive resultaterne af dagens aktion - set fra SKATs perspektiv. Der er desværre fortsat meget at komme efter. 

Aktionen viste, at der skal undersøges mulige overtrædelser af skatte- og afgiftslovgivningen i 68 tilfælde.  Dette ud af samlet 110 virksomheder, der blev kontrolleret. Problemstillingerne er de meget velkendte, som eksempelvis arbejdsudleje, skattepligt, og sondringen mellem, om man agerer som selvstændig virksomhed eller er lønmodtager.

- Vi må desværre nok engang konstatere, at billedet ikke har forandret sig, og det betyder, at der er rigtig mange forhold, vi skal hjem og undersøge nærmere. Derfor vil vi også fremover fortsætte med at gennemføre aktioner som denne med henblik på at holde fokus på regelefterlevelse og være synlige på et risikofyldt område, udtaler skattedirektør Per Jacobsen.

I forbindelse med aktionen har politiet truffet tre tredjelands statsborgere, der arbejdede ulovligt. De pågældende blev frihedsberøvet med henblik på nærmere efterforskning, og der vil i sagen tillige blive rejst sigtelse mod arbejdsgiveren. Derudover blev tre udlændinge sigtet for ikke at have været i besiddelse af de fornødne identitetspapirer.  

Aktionen var den anden af årets otte landsdækkende aktioner mod social dumping. Der bliver desuden gennemført 24 regionale aktioner i løbet af 2013. Indsatsen mod social dumping er en del af udmøntningen af regeringens aftale med Enhedslisten om at styrke indsatsen mod social dumping.

Se resultaterne fra aktionen 


Yderligere oplysninger:

SKAT: SKATs pressefunktion på telefon 72 37 09 00
Arbejdstilsynet: Arbejdstilsynets pressetelefon: 72 20 93 94
Politiet: Kommunikationsrådgiver Carsten Andersen på telefon 25 10 77 24