Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 

Social dumping aktion: Udenlandske virksomheder trodser vinterkulden

Arbejdstilsynet, SKAT og politiet var i går på årets første landsdækkende aktion mod social dumping. Gårsdagens aktion viste, at der fortsat er behov for en indsats mod social dumping. Vinterkulden satte ikke en stopper for arbejdet og satte desværre heller ikke en stopper for overtrædelser af lovgivningen.

Aktionen rettede sig mod udenlandske virksomheder og tjenesteydere inden for byggebranchen. Fokus for aktionen var social dumping – Arbejdstilsynet kontrollerede arbejdsmiljøforhold og anmeldelse til RUT, SKAT kiggede på moms- og skatteforhold og politiet kontrollerede arbejds- og opholdstilladelser. 

Resultaterne af den landsdækkende aktion

Arbejdstilsynet gennemførte i løbet af dagen 85 kontrolbesøg og gav i alt 62 reaktioner. Af disse var 43 reaktioner for alvorlige overtrædelser af arbejdsmiljøloven. Arbejdstilsynet forventer dertil at afgive 5 indstillinger til politiet for overtrædelse af anmeldepligten til RUT.

Trods vinterkulden var arbejdet allerede i gang fra tidlig morgen i går på landets arbejdssteder og byggepladser. Aktionen viste, at der fortsat er alvorlige problemer med sikkerheden for både danske og udenlandske virksomheder. 

”Desværre så vi på aktionen, at der igen var livsfare for både danske og udenland-ske beskæftigede. Eksempelvis blev der arbejdet med en motorsav, så vi måtte standse arbejdet, og der var tunge løft, som navnlig i en kold tid kan føre til akutte problemer i ryg og led. Desuden var der også fem udenlandske virksomheder, som ikke var registreret korrekt og derfor står til bødestraf”, siger tilsynschef i Arbejdstilsynet Hasse Mortensen.

SKATs observationer og resultater fra gårsdagens aktion viser det samme, som SKATs medarbejdere har set ved tidligere aktioner – der er fortsat meget at komme efter. Umiddelbart skal der gennemgås forhold om mulig overtrædelse af skatte- og afgiftslovgivningen i 47 tilfælde, disse er fundet blandt de 104 virksomheder, der blev kontrolleret. Forholdene omhandler velkendte problemstillinger som eksempelvis arbejdsudleje, skattepligt, sondring mellem selvstændig virksomhed og lønmodtager.

”Aktionen i går bekræfter, at det er væsentligt, at vi til stadighed holder fokus og gennemfører aktioner på området” udtaler Skattedirektør Per Jacobsen.
Politiet har anholdt en enkelt 3. landsstatsborger, der ikke var i besiddelse af gyldig arbejds- og opholdstilladelse. 

Aktionen var den første af årets 8 landsdækkende aktioner mod social dumping. Dertil følger 24 regionale aktioner. Indsatsen mod social dumping er en del af udmøntningen af regeringens aftale med Enhedslisten om at styrke indsatsen mod so-cial dumping.

Se resultater fra aktionen

Yderligere oplysninger:

SKAT: SKATs pressefunktion på telefon 72 37 09 00
Arbejdstilsynet: Arbejdstilsynets pressetelefon: 72 20 93 94
Politiet: Kommunikationsrådgiver Carsten Andersen på telefon 25 10 77 24