Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 

Arbejdstilsynet holder de farligste byggepladser i kort snor

Pressemeddelelse den 23. januar 2013

De farligste byggepladser kommer til at se mere til Arbejdstilsynet. Det er konsekvensen af, at Arbejdstilsynet har taget et nyt værktøj i brug, som skal forebygge det stigende antal alvorlige ulykker på landets byggepladser. Som noget nyt vil Arbejdstilsynet gennemføre flere besøg på udvalgte byggepladser efter byggepladsaktionerne, hvis sikkerheden fortsat ikke er i orden.

En anden nyhed er dialogmøder, som Arbejdstilsynet vil holde med udvalgte bygherrer, der har problemer med sikkerheden. Målet er, at bygherrerne får en forståelse for, hvor vigtigt det er, at de engagerer sig aktivt i at forebygge ulykker både ved projekteringen og under byggeprocessen. 

 - På dialogmøderne kommer vi til at sidde ansigt til ansigt med bygherrerne og snakke om, hvordan de kan forebygge ulykkerne, siger tilsynschef Gitte Møller Jensen. - Det vil få en helt anden effekt, end at de blot får nogle reaktioner i et brev fra Arbejdstilsynet. Så det forum skal vi udnytte til at sætte spot på, at en sikrere byggeplads også kan give bygherren gevinst på bundlinjen.

Der blev taget hul på den nye proces i går, hvor Arbejdstilsynet besøgte 118 byggepladser over hele landet og gav 150 strakspåbud og forbud. På 52 pladser var alt i orden. På en større byggeplads, hvor der blev opført 100 nye lejligheder, måtte Arbejdstilsynet bl.a. reagere over for farlige adgangsveje, som er årsag til mange ulykker med langt sygefravær i bygge- og anlægsbranchen. Desværre var der også andre problemer på byggepladsen. Da de tilsynsførende gik ned i parkeringskælderen for at aflevere besøgsrapporten til byggelederen, blev de mødt af en mur af udstødningsgasser fra to minilæssere og en gravemaskine, der var i gang. Her måtte Arbejdstilsynet så give et strakspåbud om at sikre de ansatte mod udstødningen fra entreprenørmaskinerne. 

Se aktionens resultater

 - Antallet af alvorlige ulykker og belastninger i byggebranchen skal ned, og derfor vil Arbejdstilsynet holde de farligste byggepladser i kort snor og gennemføre flere byggepladsaktioner i 2013 og flere tilsyn på udvalgte byggepladser gennem en periode over flere måneder, siger Gitte Møller Jensen.

Til redaktionerne: Lokale resultater fra aktionen kan indhentes hos de enkelte tilsynschefer.

Kontakt

Arbejdstilsynets pressetelefon: 72 20 93 94