Accept af cookies fra arbejdstilsynet.dk

Arbejdstilsynet.dk benytter cookies til flere formål - fx. til at forbedre brugernes oplevelse af hjemmesiden.

 

Tilsyn med boremaskiner og rystepudsere

Arbejdstilsynet indleder den 11. september en landsdækkende kontrol af elektrisk håndværktøj i bl.a. byggemarkeder. Det skyldes, at der er fundet ulovligt håndværktøj i andre EU-lande.

Arbejdstilsynet vil fra næste uge føre tilsyn med elektrisk håndværktøj som boremaskiner, rystepudsere og vinkelslibere ved at foretage stikprøver de steder, hvor håndværktøjet sælges. Kontrollen omfatter både elektrisk håndværktøj, der bruges privat og erhvervsmæssigt, og som bl.a. sælges i byggemarkeder og på internettet. Baggrunden er, at der i andre EU-lande er fundet håndværktøj, der er ulovligt, fordi det ikke lever op til sikkerhedsreglerne, og derfor kan udgøre en fare for dem, der bruger værktøjet.

Hvis Arbejdstilsynet støder på værktøj, som ikke ser ud til at leve op til sikkerhedsniveauet, vil det blive testet på et laboratorium. Hvis værktøjet ikke lever op til sikkerhedsniveauet i maskindirektivet og europæiske standarder – og dermed kan udgøre en fare for brugeren – vil Arbejdstilsynet kunne forbyde, at værktøjet bliver markedsført. Det betyder også, at Arbejdstilsynet kan påbyde, at værktøjet bliver tilbagekaldt fra markedet.

Alle EU-lande er forpligtigede til at udføre markedsovervågning – det vil sige kontrol med, at producenter og leverandører overholder de krav, der gælder for de produkter, der markedsføres. I Danmark er Arbejdstilsynet en af de i alt ti markedsovervågnings-myndigheder. Arbejdstilsynets opgave er bl.a. at kontrollere produkter, der hører under maskindirektivet.

Resultaterne af Arbejdstilsynet kontrol vil blive offentliggjort i foråret 2013.

Kontakt

Jens Rise Rasmussen, tlf. 70 12 12 88.