Europæisk arbejdsmiljøstrategi en realitet
En fælles strategi for Europa var ellers momentant i fare på grund af den økonomiske krise. Krisen betød, at kommissionen i første omgang havde lagt låg på initiativer, der ikke direkte havde til formål at få EU ud af krisen. Heldigvis lykkedes det arbejdsmarkedets parter og regeringer på europæisk plan i 11. time at overbevise kommissionen om, at finanskrisen ikke måtte bruges som undskyldning for ikke at opretholde og sætte nødvendige arbejdsmiljøstandarder i EU, men at en god arbejdsmiljøstrategi snarere bidrager til en bedre økonomi end det modsatte.
Den europæiske kommissær for beskæftigelse, sociale affærer og inklusion, László Andor, kunne derfor på den europæiske konference den 28. til den 29. juni i København, offentliggøre, at der vil blive fastlagt en strategi for arbejdsmiljøet 2013-2020. Den nye strategi vil afløse den foregående arbejdsmiljøstrategi, som løb fra 2007 til 2012.
Konferencen havde derfor til formål at evaluere den tidligere strategi og bringe konklusionerne i spil til udformningen af den nye. Den nye arbejdsmiljøstrategi skal bidrage til at opfylde målene i den overordnede 2020-strategi.
Investeringer i arbejdsmiljøet er en rigtig god forretning
Synspunktet om gevinsten ved et godt arbejdsmiljø blev understøttet af to store undersøgelser, som viser, at virksomhederne får mere end det dobbelte tilbage af hvad de investerer i arbejdsmiljø.
Blandt andet kunne Walter Eichendorf, der er generaldirektør i den tyske sammenslutning af ulykkesforsikringsselskaber, præsentere en undersøgelse, hvor 300 virksomheder fra hele verden var blevet spurgt om, hvor stort et afkast, de mente, deres investeringer i arbejdsmiljø havde givet:
- Undersøgelsen viser, at virksomhederne får 2,2 euro tilbage, hver gang de investerer én. De tal er der ikke mange investeringer, der kan måle sig med. Særlig forebyggende arbejde er en guldgruppe, sagde Walter Eichendorf.
En anden undersøgelse (BenOSH), som er finansieret af EU-kommissionen, viser samme tendens nemlig, at hver investeret krone i arbejdsmiljø tjener sig hjem helt op til 2.89 gange for arbejdsgiveren.
Regningen for ulykker og skader er størst udenfor virksomheden
Omkostningerne ved en arbejdsskade eller en ulykke er dog stadig mere belastende for den enkelte og for samfundet end for selve virksomheden, forklarede Teresa Moitinho fra EU-kommissionen:
- Det faktum betyder desværre, at vi næppe får sat rigtig skred i de ellers fornuftige investeringer i arbejdsmiljøet før arbejdsgiverne selv bliver gjort bevidst om gevinsterne ved det. Det er derfor en af de vigtige opgaver, vi ikke må negligere med den kommende arbejdsmiljøstrategi.
En del virksomheder har dog allerede fanget budskabet. Således var fem foregangsvirksomheder fra forskellige europæiske lande henholdsvis Polen, Tyskland, Frankrig, Scotland og Danmark inviteret til at fortælle om deres gode erfaringer med at fortage investeringer i et godt arbejdsmiljø. Danmark var repræsenteret ved Rigshospitalet, som havde fået gode resultater ud af at indtænke forebyggelse af stress på afdelingen for obstetrik. Selv om afdelingen ikke havde konkrete tal på gevinsten var ændringen tydelig i medarbejdertilfredsheden, forklarede Morten Andersen, som er daglig leder af Arbejdsmiljøenheden på Rigshospitalet.
Ny prioritering i den kommende strategi
Et gængs ønske for den nye strategi var, at den måtte tage højde for vigtigheden af et godt psykisk arbejdsmiljø. Mange af deltagerne, som kom fra 27 forskellige lande, fandt, at ulykker og arbejdsskader havde fyldt forholdsvis meget i den tidligere strategi i forhold til de psykosociale områder. Blandt andet fremførte Luis Lopes, repræsentant for regeringsgruppen i Kommissionens rådgivende udvalg for sikkerhed og sundhed, at det var vigtigt, at den nye strategi havde en bedre balance mellem sikkerhed og helbred. Her tænkte han især på arbejdsrelaterede, psykiske helbredsproblemer, som desværre tegner til at blive stigende i fremtiden:
- Vores ultimative mål med strategien bør være sundere og gladere borgere i sundere og sikrere jobs. Det vil både resultere i øget produktivitet og mere konkurrencedygtige økonomier i Europa. Og det mål kan vi kun nå, hvis alle arbejdsmiljøaktører involverer sig og arbejder sammen, sagde han og understregede dermed en anden af konferencens vigtige pointer.
Et gennemgående tema var nemlig, at en succesfuld implementering af intensionerne i den kommende strategi forudsætter ejerskab og et stærkt samarbejde mellem alle arbejdsmiljøaktørerne fra virksomhederne selv over fagforeninger og organisationer til myndigheder i de respektive medlemslande, såvel som et fælles samarbejde på tværs af landene.