Gas i containere

Containere, som anvendes til oversøisk transport af varer, kan indeholde sundhedsskadelige gasser i form af bekæmpelsesmidler og gasser fra varerne, som frigives under transporten. Ansatte, som er beskæftigede med at tømme og inspicere containere kan komme i kontakt med disse gasser i forbindelse med deres arbejde i containeren. Kontakt med gasserne kan føre til akutte forgiftninger eller langsigtede helbredsskader.

Arbejde med tømning og inspektion af containere er omfattet af kravet om, at arbejdsgiveren udarbejder en skriftlig arbejdspladsvurdering (APV). APV’en skal i det tilfælde, hvor der er mistanke om, at medarbejdere kan komme i kontakt med sundhedsskadelige gasser, udbygges med en særlig kemisk vurdering af arbejdet, med henblik på at kortlægge hvorledes påvirkningen kan forebygges, og hvor effektiv beskyttelsen er.

Containere, som kan indeholde gas, er desværre ikke altid mærkede. Identifikation af containere, som kan indeholde sundhedsskadelig gas, er derfor vigtig. Rester af tape på døre og udluftningshuller, tomme beholdere fra gas eller viden om varetype og afsendelsesland kan hjælpe med at afgøre, om der kan være gas i containeren.

Hvis der er mistanke om, eller der er konstateret giftige gasser i en container, skal farefri adgang til containeren sikres, bl.a. ved måling af gas i containeren, ventilation af containeren og ved at anvende personlige værnemidler. Hvis det er relevant skal man anvende personlige værnemidler i form af åndedrætsværn (luftforsynet eller filtrerende) og handsker, så man er beskyttet mod eventuelle kemiske stoffer, som er til stede i containeren. Leverandøren af personlige værnemidler vil kunne rådgive i konkrete tilfælde.