Koncept til kursus for chefer om sygefravær

Nu kan kursusudbydere nemmere udvikle kurser og uddannelser i sygefravær. Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedsstyrelsen har sammen med Center for Aktiv BeskæftigelsesIndsats (CABI) udviklet et koncept til kursusudbydere til brug for udvikling af kurser og uddannelser til chefer i sygefravær.

Bedre håndtering af sygefravær


Formålet med konceptet er, at cheferne ved deltagelse i kurser og lignende kan få udviklet deres ledelsesværktøj, så de bliver endnu bedre til at håndtere sygefravær hos den enkelte medarbejder og sikre en konstruktiv dialog om nedbringelse af sygefraværet.

Kursuskonceptet er ét af 39 initiativer, som er en del af trepartsaftalen om sygefravær mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter for at nedbringe sygefraværet i Danmark.

Gratis koncept til kursusudbydere og undervisere


"Koncept til kursus for chefer om sygefravær" er tilgængelig på Arbejdstilsynets hjemmeside under selvbetjeningsværktøjer. Det er gratis og kan frit hentes ned fra internettet.

Konceptet er skrevet og udviklet til kursusudbydere og undervisere på landets kursus- og uddannelsesinstitutioner. Det gælder både de private og offentlige udbydere samt interne kursusafdelinger i virksomhederne.

Konceptet kan bruges til udvikling af uddannelser, kurser, gå hjem arrangementer og lignende med fokus på virksomhedens og lederes håndtering af nedbringelse af sygefravær.

Forebyggelse, svære samtaler, fastholdelse

Sygefravær er behandlet ud fra tre forskellige indfaldsvinkler - forebyggelse, den svære samtale og fastholdelse. Hver indfaldsvinkel er igen foldet ud i tre forskellige faser kaldet "holdning-kultur", "trin for trin" og "implementering". Konceptet er således en samlet pakke af emner, som en kursusudbyder bør overveje i sin udvikling af kurser til chefer, så de bliver bedre til at håndtere og nedbringe sygefravær.

Mange fleksible moduler


Konceptet er udviklet som et modulopbygget og fleksibelt system. Kursusudbyderne kan således både udbyde et selvstændigt kursus opbygget af mange moduler eller indbygge de enkelte moduler i deres eksisterende kursusudbud. Konceptet kan ses som en stor inspirationsbutik for kursusudbyderne. Fleksibiliteten skal sikre, at kursusudbyderne kan anvende modulerne til mange forskellige undervisningsaktiviteter og til mange forskellige målgrupper.

Hvert modul har en introtekst som beskriver, hvad modulet overordnet set indeholder. Dernæst er beskrevet mål for undervisning samt hvilke temaer, det vil være relevant at komme ind på i en undervisningssituation. Efterfølgende er givet metodeforslag og afslutningsvis er der henvisning til gældende lovgivning samt en linksamling til anden relevant viden på området.

Fyld indkøbskurven


Det IT-mæssige layout er designet, så en kursusudbyder kan fylde en "indkøbskurv" med de moduler, som vedkommende ønsker at udvikle sit endelige kursusprogram efter. Indholdet i en indkøbskurv kan printes ud eller eksempelvis sendes i en mail til en kollega.


Brug konceptet: www.konceptomsygefravaer.at.dk