Enigt trepartsudvalg styrker indsatsen mod muskel- og skeletbesvær

Et trepartsudvalg bestående af arbejdsmarkedets parter og Arbejdstilsynet har udgivet rapport med anbefalinger til, hvordan man styrker indsatsen mod muskel- og skeletbesvær. Udvalget blev nedsat af tidligere beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen i forbindelse med prioriteringen af muskel- og skeletbesvær.

Udvalget har givet en række anbefalinger til ministeren om, hvorledes den forebyggende indsats mod muskel- og skeletbesvær kan styrkes i årene fremover. Beskæftigelsesminister Inger Støjberg har tilsluttet sig udvalgets anbefalinger.

Udvalgets udgangspunkt har været, at indsatsen mod muskel- og skeletbesvær bør ses så helhedsorienteret som muligt. Det betyder, at der udover risikofaktorer som løft og arbejdsstillinger også skal fokuseres på psykosociale faktorer som fx kulturen på arbejdspladsen. Således indeholder rapporten forslag til en revision af Arbejdstilsynets model til vurdering af løftearbejde samt fx anbefalinger om styrkelse af arbejdet med APV og AMO (arbejdsmiljøorganisationen). 

Muskel- og skeletbesvær, som fx ondt i ryggen, er et hyppigt forekommende arbejdsmiljøproblem fx i forbindelse med løftearbejde. Som grundlag for trepartsudvalgets drøftelser udarbejdede Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø to hvidbøger. Med afsæt i disse skulle trepartsudvalget drøfte initiativer på arbejdspladsen, der kunne styrke indsatsen mod muskel- og skeletbesvær samt sygefravær som følge heraf. Udvalgsarbejdet blev indledt efter færdiggørelsen af den første hvidbog i sommeren 2008 og afsluttet med udgangen af juni 2010.

Arbejdstilsynet vil i oktober 2010 informere virksomhederne om konsekvenserne af revisionen af modellen til vurdering af løftearbejde.


Rapporten fra Trepartsudvalget til drøftelse af prioriteringen af muskel- og skeletbesvær