Forebyggelsesfonden fornyes

I dag vedtog et enigt Folketing et lovforslag, der fornyer Forebyggelsesfonden fra 1. januar 2011.

Lovændringen betyder, at det bliver lettere for virksomhederne at søge om støtte i fonden til såkaldte forebyggelsespakker, som er ”færdigsyede” projekter tilpasset de enkelte brancher. Specielt de små virksomheder, der ikke altid selv har de nødvendige faglige og økonomiske ressourcer til at udarbejde projekter, vil nu få væsentligt lettere ved at få støtte fra fonden.

Lovændringen betyder også, at det bliver muligt at støtte projekter, der er målrettet en række jobgrupper, hvor der er tendens til stigende psykisk belastning. Stigende psykisk belastning kan medføre risiko for nedslidning, og jo før der sættes ind desto bedre. Samtidig skal støtte fra fonden til sundhedsfremme fremover primært gå til projekter, der tænker sundhedsfremme og arbejdsmiljø sammen. Det kan fx være projekter, der kombinerer tilbud om motion og styrketræning med en arbejdsmiljøindsats, der forebygger tunge løft.

Endelig betyder lovændringen, at Arbejdstilsynets særlige tilsynsindsatser i nedslidningstruede brancher, som ellers ville udløbe ved udgangen af 2010, kan videreføres i perioden 2011-2014. I forbindelse med tilsynsindsatserne vil Arbejdstilsynet tilbyde virksomhederne konkret og løsningsorienteret vejledning om, hvad virksomheden kan gøre for at løse ergonomiske og psykiske arbejdsmiljøproblemer.

Læs mere:

De særlige tilsynsindsatser
Forebyggelsesfondens hjemmeside