Flere nye regler

Folketinget har sammen med de nye regler om virksomhedernes arbejdsmiljøorganisation vedtaget nye regler om bl.a. lægers adgang til virksomhedernes APV og destruktion af ulovlige tekniske hjælpemidler. Nyt er også, at Arbejdstilsynet får adgang til e-indkomstregistret.

Lovforslaget, der blev vedtaget den 11. maj 2010, indeholder – udover de nye regler om arbejdsmiljøorganisation (AMO) – en række mindre ændringer af arbejdsmiljøloven:

  • Adgang for læger til virksomhedens arbejdspladsvurdering i visse tilfælde.
  • Påbud om destruktion af ulovlige tekniske hjælpemidler mv.
  • Arbejdstilsynets adgang til at få oplysninger fra indkomstregistret og told- og skatteforvaltningens registreringssystem for virksomheder (Erhvervssystemet).
  • Udvidelse af personkredsen i den særlige tavshedspligtsbestemmelse.
  • Hjemmel til at klager over afgørelser truffet af Arbejdstilsynet på baggrund af forordninger kan påklages til Arbejdsmiljøklagenævnet.
  • Ændring af arbejdsgivers strafansvar (personligt ejede virksomheder).

Disse nye regler træder i kraft den 21. maj 2010, mens de nye regler om arbejdsmiljøorganisation først træder i kraft den 1. oktober 2010.