Digital forebyggelse kan forbedre bundlinjen

Pressemeddelelse den 26. maj 2010: Fra 1. juli 2010 skal arbejdsgivere anmelde arbejdsulykker digitalt via EASY. I den forbindelse bliver det muligt at få adgang til et digitalt forebyggelsesredskab, EASY Forebyggelse, der kan hjælpe med at undgå arbejdsulykker i fremtiden. Arbejdstilsynet, der står bag EASY Forebyggelse, håber, at redskabet vil være med til at nedbringe antallet af arbejdsulykker og sygedage samt forbedre virksomhedernes bundlinjer. EASY Forebyggelse er gratis og skræddersyet til de fleste brancher.

Hvert år bliver der i gennemsnit anmeldt over 45.000 arbejdsulykker i Danmark. De anmeldte arbejdsulykker medfører i gennemsnit over 50 dødsfald, 200 amputationer, 4.300 knoglebrud og næsten 7.800 sårskader. Og antallet af faktiske arbejdsulykker er formentlig langt større. Arbejdsgivere har pligt til at anmelde arbejdsulykker, og fra 1. juli 2010 skal anmeldelser til Arbejdstilsynet og forsikringsselskaber ske digitalt via EASY. Det giver imidlertid virksomheder en ny mulighed for at igangsætte en systematisk forebyggelse med EASY Forebyggelse.

”Det er vores erfaring, at man kan undgå rigtig mange arbejdsulykker ved en lille, men systematisk indsats. Men for at forebygge er man nødt til at vide, hvor der skal sættes ind. Med EASY Forebyggelse stiller vi derfor et redskab til rådighed, hvor virksomheden både lærer af sine egne arbejdsulykker – og dem, der var lige ved ske – samtidig med, at man trækker på erfaringer fra sin branche,” siger Jan Møller Mikkelsen, tilsynscenterchef i Arbejdstilsynet.

EASY Forebyggelse hjælper virksomheden med hurtigt at undersøge arbejdsulykken, finde årsagen, udarbejde en handlingsplan og orientere medarbejderne, så en lignende ulykke ikke sker igen. Da ikke alle brancher har de samme udfordringer, er EASY Forebyggelse baseret på branchespecifik viden fra de 11 branchearbejdsmiljøråd (BAR), så forebyggelsesindsatsen passer til de fleste typer virksomheder.

Rapportering forhindrer ulykker

Udover, at en arbejdsulykke kan være en personlig tragedie for den berørte medarbejder, så betyder det også sygefravær. Hos Hydro Aluminium i Tønder, der fremstiller aluminiumsprofiler, har man gode erfaringer med forebyggelse af arbejdsulykker.
 
”Når en ulykke sker, er der typisk foregået en række ting inden, der tilsammen skaber den farlige situation. Kan vi bare undgå én af de disse, kan vi typisk helt undgå, at ulykken sker”, siger Niels Høvring Hansen, sikkerhedschef i Hydro Aluminium, og fortsætter:

”Medarbejderne rapporterer nu nærved-ulykker eller situationer, der kunne blive farlige. Siden vi begyndte med systemet, har vi kunnet konstatere en markant nedgang i antallet af ulykker, og vores ulykkesstatistik ligger i dag blandt de bedste i landet”, siger Niels Høvring Hansen.

Arbejdsgivere har allerede i dag pligt til at undersøge alle arbejdsulykker og nærved-ulykker, hvilket nu kan gøres digitalt med EASY Forebyggelse.

Udover muligheden for digital forebyggelse er det muligt for virksomheder at få digital adgang til alle sager, som de har med Arbejdstilsynet. Det digitale modul Online.at er et værktøj, som giver arbejdsgiveren overblik over de enkelte sager - herunder al korrespondance, afgørelser, forbud, påbud, vejledninger, frister mv.

Læs mere på www.easy-forebyggelse.dk og www.online-at.dk.  

For yderligere information eller kommentarer, kontakt:

Jan Møller Mikkelsen, tilsynscenterchef i Arbejdstilsynet, tlf.: 72 20 96 01
Niels Høvring Hansen, sikkerhedschef i Hydro Aluminium, tlf.: 23453351

Fakta om forebyggelse af arbejdsulykker

Om EASY Forebyggelse
EASY Forebyggelse er et gratis, digitalt værktøj fra Arbejdstilsynet, der gør forebyggelse af arbejdsulykker nemmere. På EASY Forebyggelse kan alle virksomheder afdække, hvorfor en arbejdsulykke eller en nærved-ulykke er sket og på den baggrund udarbejde konkrete handlingsplaner, så ulykker undgås i fremtiden. Virksomheder er i dag forpligtet til at undersøge arbejdsulykker og nærved-ulykker. Det kan de nu gøre med EASY Forebyggelse.

EASY Forebyggelse er baseret på branchespecifik viden fra de 11 branchearbejdsmiljøråd (BAR), så værktøjet er tilpasset de fleste brancher. Branchearbejdsmiljørådene har udarbejdet specifikke spørgsmål til at analysere årsagerne til en arbejdsulykke. Det sikrer, at virksomhederne kommer omkring alle facetter af en arbejdsulykke eller nærved-ulykke, som måske ellers vil blive overset.

Fra 1. juli 2010 skal arbejdsgivere anmelde arbejdsulykker til Arbejdstilsynet og forsikringsselskaber digitalt via EASY, en digital selvbetjeningsløsning fra Arbejdstilsynet og Arbejdsskadestyrelsen. Herfra kan man komme direkte videre til EASY Forebyggelse. 

Læs mere på www.easy-forebyggelse.dk


Online Digital Indberetning
Den 1. juli 2010 bliver det lovpligtigt for arbejdsgivere at anmelde arbejdsulykker digitalt til Arbejdstilsynet og/eller forsikringsselskab. Det skal ske via Arbejdstilsynets og Arbejdsskadestyrelsens online værktøj – EASY, som kan benyttes gratis af alle landets virksomheder.

Læs mere om obligatorisk digital indberetning og EASY her: www.at.dk/selvbetjening  


Arbejdsulykker i Danmark
Hvert år bliver der i gennemsnit anmeldt over 45.000 arbejdsulykker i Danmark med alvorlige konsekvenser i form af sygefravær, tab af erhvervsevne, varige mén og i værste tilfælde død. Ulykker rammer alle virksomheder – store som små og i alle brancher.

Det er imidlertid kun toppen af isbjerget. For hver anmeldt arbejdsulykke sker der langt flere nærved-ulykker, der aldrig bliver registreret, og som potentielt kan udvikle sig til en ulykke med personskade.

I perioden 2004-2009 var der i gennemsnit over 45.000 arbejdsulykker i Danmark. Heraf var der i gennemsnit 53 dødsulykker, mens ca. 4.500 ulykker er så alvorlige, at de medfører amputationer eller knoglebrud.

Antal arbejdsulykker, Danmark, årligt gennemsnit 2004-2009

 Død 

53 

 Alvorlige ulykker

 4.521

 Andre ulykker

 42.154

 I alt

 46.732

Kilde: Arbejdstilsynets årsopgørelse over anmeldte arbejdsulykker 2004-2009. 


Årsager til arbejdsulykker
Arbejdsulykker kan have flere årsager, hvoraf mange kan forebygges. Nogle farekilder er indlysende farlige, som fx en eksplosion eller maskinulykke. De fleste mennesker er helt bevidste om, at man skal passe på i disse situationer. Andre farekilder er mindre oplagte, og bevidstheden om at passe på er derfor også mindre. Det kan fx være ulykker, der sker, fordi man glider på gulvet eller bærer på en kasse, der er for tung.

Den egentlige forebyggelse ligger derfor i at ændre på de bagvedliggende faktorer og årsager til ulykken. Det kan fx være manglende vedligeholdelse, planlægning, organisering eller tilrettelæggelse af opgaver samt instruktion og supervision. Men holdning og adfærd hos medarbejderne samt ledelsens engagement og prioritering af sikkerhed er også afgørende for forebyggelsen af arbejdsulykker. 


Overblik over alle sager hos Arbejdstilsynet med Online.at
Det er endvidere muligt for virksomheder at få adgang til alle sager, som de har med Arbejdstilsynet. Det digitale modul Online.at er et værktøj, som giver arbejdsgiveren overblik over de enkelte sager - herunder al korrespondance, afgørelser, forbud, påbud, vejledninger, frister mv.

Læs mere på www.online-at.dk  

 

Forebyggelsescase

Hydro Aluminium