Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 

Asbest

Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 133 af 5. februar 2010

I medfør af § 11 a, stk. 4, § 29, § 33, § 35, § 37, § 56 og § 67 i lov om arbejdsmiljø i Grønland, jf. lovbekendtgørelse nr. 1048 af 26. oktober 2005, fastsættes:

Kapitel 1 - Område og definitioner

§ 1. Bekendtgørelsen omfatter fremstilling, import, anvendelse og bortskaffelse af asbest eller asbestholdigt materiale, ethvert arbejde hermed, samt ethvert arbejde i øvrigt, der kan være forbundet med fare for påvirkning fra støv fra asbest eller asbestholdige materialer.

Stk. 2. Bekendtgørelsen gælder også for arbejde, omfattet af § 2, stk. 2, i arbejdsmiljøloven og arbejde, der ikke udføres for en arbejdsgiver.

§ 2. Ved asbest forstås følgende silikater med fiberstruktur:

  1. actinolit, CAS-nr. 77536-66-4,
  2. asbestgrunerit (amosit), CAS-nr. 12172-73-5,
  3. anthophyllit, CAS-nr. 77536-67-5,
  4. chrysotil, CAS-nr. 12001-29-5,
  5. crocidolit, CAS-nr. 12001-28-4 og
  6. tremolit, CAS-nr. 77536-68-6.

Kapitel 2 - Forbud m.v.

§ 3. Det er forbudt at fremstille, importere, anvende eller arbejde med asbest eller asbestholdigt materiale under enhver form, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Nedrivningsarbejde samt arbejde med reparation og vedligeholdelse af bygninger, anlæg, tekniske hjælpemidler m.v., hvortil der er anvendt asbestholdigt materiale, er tilladt.

§ 4. Arbejde med asbest eller asbestholdigt materiale må ikke udføres i den ansattes hjem.

§ 5. Unge under 18 år, herunder også unge af arbejdsgiverens familie, som hører til hans husstand, må ikke beskæftiges ved arbejde med asbest eller ved arbejde, hvor de kan udsættes for asbeststøvpåvirkninger.

Kapitel 3 - Almindelige bestemmelser

§ 6. Arbejdet skal tilrettelægges og udføres på en sådan måde, at det i videst muligt omfang sikres, at personer på arbejdspladsen og i omgivelserne ikke udsættes for eller kan blive udsat for støv fra asbest eller asbestholdige materialer. Antallet af personer, der udsættes for eller kan blive udsat for støv fra asbest eller asbestholdigt materiale skal begrænses til et minimum.

Stk. 2. Der skal anvendes arbejdsmetoder og værktøj, der begrænser støvudviklingen mest muligt. Værktøj, der frembringer asbestholdigt støv, må kun undtagelsesvis anvendes. I disse tilfælde skal værktøjet være forsynet med effektiv afsugning.

Stk. 3. Højtryksspuling af asbestholdige materialer er ikke tilladt.

§ 7. Arbejde med asbest eller asbestholdige materialer må ikke finde sted, medmindre luftforureningen i indåndingszonen er søgt fjernet, normalt ved hjælp af mekanisk ventilation.

Stk. 2. Hvis det undtagelsesvis ikke er muligt at fjerne luftforureningen efter stk. 1, skal egnet åndedrætsværn anvendes i overensstemmelse med bestemmelserne i §§ 16-19.

Stk. 3. Recirkulation af udsuget luft er ikke tilladt.

§ 8. I arbejdslokaler eller områder, hvor der er risiko for forurening fra støv fra asbest eller asbestholdige materialer, må der ikke ryges, spises eller drikkes, ligesom opbevaring af tobak, mad og drikkevarer ikke må finde sted.

§ 9. De ansatte skal ved ansættelsen have en grundig information om de sundhedsmæssige risici, der er forbundet med arbejdet, herunder nødvendigheden af at undlade at ryge. Før arbejdet skal de ansatte instrueres omhyggeligt i, hvorledes dette kan udføres på farefri måde, herunder om hvilke tekniske hjælpemidler og personlige værnemidler, der skal anvendes, og om reglerne for bortskaffelse af asbestaffald, herunder emballage. De ansatte skal endvidere informeres om gældende grænseværdier og om nødvendigheden af, at der foretages kontrolmåling af luften.

§ 10. De ansatte skal underrettes om unormale driftsforhold og om ethvert uheld, der kan medføre en øget risiko for påvirkning fra støv fra asbest eller asbestholdige materialer.

Stk. 2. Så længe den øgede risiko er til stede, må der inden for det pågældende område kun beskæftiges personer i det omfang, det er nødvendigt for genoprettelsen af normale forhold. Den øgede risiko for påvirkning fra asbest eller asbestholdigt materiale må ikke være konstant for den enkelte ansatte og skal begrænses til det strengt nødvendige.

§ 11. I arbejdspladsvurderingen efter bekendtgørelsen om arbejdspladsvurdering i Grønland skal tillige indgå følgende vurderingselementer:

1.       asbestens farlige egenskaber,

2.       eksponeringsgrad, -type og varighed,

3.       omstændigheder ved arbejdet med asbest, herunder mængden,

4.       virkningen af de forebyggende foranstaltninger, der er truffet eller skal træffes,

5.       hvor det er muligt, de konklusioner, der kan drages af foretagne arbejdsmedicinske undersøgelser,

6.       grænseværdien for asbest og

7.       hvor det er muligt, leverandøroplysninger om sikkerhed og sundhed.

Stk. 2. For hvert arbejdsområde, hvor der er risiko for at blive udsat for støv fra asbest eller asbestholdigt materiale, skal der i arbejdspladsvurderingen indgå stillingtagen til, hvordan og i hvilket omfang de ansatte kan blive udsat for dette støv. Denne vurdering skal revideres, når der opstår tvivl, om den er korrekt, og når der sker en materiel ændring af arbejdsforholdene.

§ 12. Ved arbejde, som kun medfører risiko for kortvarige og lave påvirkninger fra asbest, og hvor påvirkningen vurderes klart at ligge under grænseværdien for asbest i luften finder § 25, stk. 2, §§ 31 og 32 ikke anvendelse ved følgende arbejde:

  1. Kortvarige, ikkekontinuerlige vedligeholdelsesopgaver, hvor der kun arbejdes med asbestmaterialer, der ikke er letsmuldrende.
  2. Arbejde med fjernelse af ubeskadiget asbestmateriale, uden at materialet ødelægges, og hvor asbestfibrene er bundet tæt sammen i en matrice.
  3. Arbejde med indkapsling og indpakning af asbestholdigt materiale, som er i god stand.
  4. Arbejde med overvågning og kontrol af luften samt indsamling af prøver for at fastslå om et givet materiale indeholder asbest.

Kapitel 4 - Arbejdssteders indretning og rengøring

§ 13. Hvis der udføres støvende arbejde med asbest eller asbestholdigt materiale, skal der på arbejdsstedet i umiddelbar nærhed af, hvor arbejdet med asbest eller asbestholdigt materiale foregår, være adgang til 2 omklædningsrum, et til personlige værnemidler og et til dagligt tøj, samt et baderum med bruser. Omklædningsrummene skal være placeret således, at færdsel mellem dem kun kan ske gennem baderummet.

Stk. 2. Ved ikkestøvende arbejde med asbest eller asbestholdigt materiale skal der i umiddelbar nærhed af arbejdsstedet være adgang til lokaler til opbevaring af personlige værnemidler adskilt fra dagligtøj samt håndvask med varmt og koldt vand. Der skal herudover være adgang til bruserum med varmt og koldt vand.

Stk. 3. Der skal være adgang til spiserum, der ikke må anvendes til arbejdsmæssige formål.

§ 14. På arbejdssteder, hvor der kan være risiko for påvirkning fra asbest eller asbestholdige materialer, skal lokaler og udstyr kunne rengøres og vedligeholdes effektivt. Ved udformning af inventar og tekniske hjælpemidler på faste arbejdssteder skal det påses, at der ikke findes unødvendige flader, revner, lister og lignende, der kan vanskeliggøre rengøring.

Stk. 2. Rengøring og vedligeholdelse skal kunne ske sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt og skal foretages regelmæssigt og så ofte, at der ikke opstår risiko for støvforurening, såvel under arbejdet som efter dets ophør.

§ 15. Tekniske anlæg og ventilationssystemer, der anvendes ved arbejde med asbest og asbestholdige materialer skal være forsynet med hensigtsmæssigt virkende overvågningsanordninger, der afslører og alarmerer ved unormale driftsforhold, driftsstop og uheld.

Stk. 2. I tilknytning til overvågningen skal der være udarbejdet instruktion, der angiver hvilke forholdsregler, der skal følges ved unormale driftsforhold og ved uheld.

Kapitel 5 - Personlige værnemidler, arbejdstidsbegrænsning, afskærmning af arbejdssteder og advarselsskiltning m.v.

§ 16. Hvor der er risiko for påvirkning fra asbeststøv, jf. § 11 skal de beskæftigede anvende personlige værnemidler i form af støvafvisende arbejdstøj og hovedbeklædning, og om nødvendigt anvende åndedrætsværn, hvis luftforureningen ikke er fjernet i henhold til § 7, stk. 1, efter reglerne herfor i §§ 17, 18 og 19.

Stk. 2. Alle beskæftigede skal have udleveret et egnet filtrerende åndedrætsværn med minimum P2 filter (støvmaske), uanset om luftforureningen er søgt fjernet efter § 7, stk. 1.

§ 17. Personlige værnemidler skal skiftes hyppigt og må ikke bæres under spisepauser. Personlige værnemidler må ikke bæres uden for det sted, hvor arbejdet med asbest eller asbestholdige materialer foregår. Før personlige værnemidler tages af, skal de rengøres for støv.

§ 18. Når der under arbejdet anvendes personlige værnemidler, skal disse efter brugen kontrolleres og rengøres og anbringes på et nærmere angivet sted. Rengøring af personlige værnemidler skal foregå særskilt med udstyr egnet til formålet.

Stk. 2. Når personlige værnemidler kasseres, skal det samles i støvtæt emballage og bortskaffes som asbestholdigt affald, jf. § 30.

Stk. 3. Personlige værnemidler skal vaskes adskilt fra andet tøj. Det skal ved transport til vask være pakket i støvtæt emballage, der er tydeligt mærket om, at indholdet kan afgive asbestholdigt støv.

§ 19. Hvis anvendelsen af personlige værnemidler medfører fysiske eller psykiske belastninger som følge af arbejdets art, temperaturforhold eller lignende, skal beskæftigelsen ved det omhandlede arbejde begrænses, f.eks. ved særlige hvilepauser i det daglige arbejde.

Stk. 2. Arbejdet med luftforsynet åndedrætsværn må for den enkelte ansatte ikke overstige 6 timer pr. dag.

Stk. 3. Ved nedrivningsarbejde må arbejde med luftforsynet åndedrætsværn for den enkelte ansatte ikke overstige 4 timer pr. dag. Der skal holdes passende hvilepause senest efter 2 timers uafbrudt arbejde.

Stk. 4. Arbejde med filtrerende åndedrætsværn (støvmaske) må for den enkelte ansatte ikke overstige 3 timer pr. dag.

Stk. 5. Hvis der for den enkelte ansatte forekommer arbejde af forskellig art inden for samme arbejdsdag, jf. stk. 2, stk. 3 eller stk. 4, skal den tid, den ansatte må arbejde med de beskrevne åndedrætsværn, nedsættes forholdsmæssigt.

§ 20. På arbejdsstedet må andre personer end de, der udfører arbejdet med asbest eller asbestholdigt materiale eller nødvendigt arbejde i forbindelse hermed, ikke opholde sig så nær arbejdet, at de udsættes for sundhedsfarlig påvirkning.

Stk. 2. Ved nedrivningsarbejder, hvor støv fra asbest eller asbestholdige materialer forekommer i væsentligt omfang, skal det pågældende arbejdssted afskærmes fra omgivelserne ved hjælp af et telt eller lignende, der er uigennemtrængeligt for støv. Adgang til teltet skal ske gennem en luftsluse, og ventilation af teltet skal foretages således, at et undertryk hindrer spredning af støv til andre områder.

Stk. 3. Under arbejdet med asbest eller asbestholdigt materiale skal der opsættes advarselsskilt samt supplerende skilt med teksten »PAS PÅ. ASBESTARBEJDE. INGEN ADGANG FOR UVEDKOMMENDE«.

Kapitel 6 - Nedrivnings-, reparations-, vedligeholdelsesarbejde

§ 21. Dette kapitel gælder for nedrivningsarbejde på samt arbejde med reparation og vedligeholdelse af bygninger, konstruktioner, apparater og installationer samt skibe under værftsarbejde og rengøringsarbejde i forbindelse med nævnte arbejder.

§ 22. Forinden udførelsen af arbejde med nedrivning eller fjernelse af asbest skal virksomheden på forlangende af Arbejdstilsynet kunne godtgøre, at virksomheden er kvalificeret til at påtage sig sådant arbejde, jf. herved kravene om uddannelse m.v. af ansatte i § 26, stk.1 og stk. 2.

§ 23. Inden et nedrivnings- eller vedligeholdelsesarbejde påbegyndes skal arbejdsgiveren indhente de nødvendige oplysninger evt. ved kontakt til ejerne herom for at fastslå, om der i pågældende materialer eller bygninger findes asbest. Hvis der er den mindste mistanke om asbestforekomst i et materiale eller i en bygning, skal arbejdet tilrettelægges og udføres efter reglerne i denne bekendtgørelse.

§ 24. Inden et nedrivningsarbejde eller et arbejde med fjernelse af asbest eller asbestholdige materialer fra bygninger, konstruktioner, apparater og installationer samt skibe under værftsarbejde påbegyndes, skal der udarbejdes en arbejdsplan, der kan sikre, at arbejdet, herunder rengøringsarbejdet, udføres i overensstemmelse med reglerne i denne bekendtgørelse.

Stk. 2. Arbejdsplanen skal angive, hvilke foranstaltninger der er nødvendige for de beskæftigedes sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen, herunder navnlig angive, hvorledes asbest eller asbestholdige materialer i rimeligt omfang skal fjernes, inden nedrivningsteknikken bringes i anvendelse, og hvilke personlige værnemidler, der skal stilles til rådighed for de beskæftigede.

Kapitel 7 - Anmeldelse og uddannelse

§ 25. Nedrivning af asbestholdigt materiale indvendigt i bygninger og i skibe, maskiner m.v., hvor dette materiale har været anvendt som isolering mod varme, kulde, støj, fugt og brand, skal, før arbejdet påbegyndes, anmeldes til Arbejdstilsynet.

Stk. 2. Andet arbejde omfattet af denne bekendtgørelse og som af arbejdsgiveren vurderes ikke kun at kunne indebære kortvarige og lave påvirkninger fra asbest, jf. § 12, skal ligeledes anmeldes til Arbejdstilsynet.

Stk. 3. Anmeldelsen til Arbejdstilsynet skal ske i elektronisk form eller i papirform og skal udarbejdes efter retningslinjerne i bilag 1 og skal underskrives af virksomheden og sikkerhedsorganisationen, eller hvis en sådan ikke skal oprettes i virksomheden, af en anden repræsentant for de ansatte.

Stk. 4. Der skal ske ny anmeldelse af arbejdet, når ændringer af arbejdsvilkårene kan medføre væsentlig forøget påvirkning af støv fra asbest eller asbestholdige materialer.

§ 26. Personer, beskæftiget med arbejde nævnt i § 25, stk. 1, skal gennemgå en særlig uddannelse, så de kan erhverve de kompetencer, som fremgår af bilag 2 a.

Stk. 2. Ansatte beskæftiget enten med udendørs arbejde, eller med andet arbejde, end det nævnte i § 25, stk. 1, og som bliver eller kan blive udsat for påvirkning fra støv fra asbest, skal gennemgå relevant oplærings- og instruktionsforløb m.h.t. forebyggelse og sikkerhed, så de kan erhverve de kompetencer, som fremgår af bilag 2 b.

Kapitel 8 - Måling

§ 27. Afhængig af den særlige arbejdspladsvurdering i henhold til § 11 og for at sikre at grænseværdien for asbest på 0,1 fibre pr. cm3 udregnet i forhold til et tidsvægtet gennemsnit på 8 timer overholdes, skal der regelmæssigt foretages asbeststøvmålinger efter angivelserne herfor i bilag 3.

Stk. 2. Målingerne skal tilrettelægges efter høring af sikkerhedsorganisationen, eller hvis en sådan ikke skal oprettes i virksomheden, efter høring af en anden repræsentant for de ansatte.

Stk. 3. Arbejdsgiveren skal udlevere kopi af prøveresultater m.v. til sikkerhedsorganisationen, eller hvis en sådan ikke skal oprettes i virksomheden, en anden repræsentant for de ansatte og skal i samarbejde med sikkerhedsorganisationen eller medarbejderrepræsentanten vurdere resultaterne.

§ 28. Såfremt asbeststøvmålinger viser, at gældende grænseværdier overskrides, skal årsagen til overskridelsen påvises. Der skal hurtigst muligt træffes foranstaltninger til afhjælpning af situationen og foretages en ny asbeststøvmåling til kontrol af foranstaltningernes effektivitet.

Stk. 2. Arbejdet i det berørte område må kun fortsætte, hvis der træffes egnede foranstaltninger til beskyttelse af de pågældende.

§ 29. Ansatte og sikkerhedsorganisationen, eller hvis en sådan ikke skal oprettes i virksomheden, andre repræsentanter for de ansatte skal snarest muligt underrettes, hvis grænseværdien for asbest overskrides. Arbejdsgiveren skal endvidere orientere om årsagerne hertil. Arbejdsgiveren skal høre de ansatte eller deres repræsentanter om de foranstaltninger, der skal træffes i den forbindelse. I hastende tilfælde kan arbejdsgiveren underrette dem om hvilke foranstaltninger, der er truffet.

Kapitel 9 - Særlige regler om asbestaffald

§ 30. Asbeststøv samt støvende asbestholdigt affald, filtre og lignende skal i befugtet tilstand opbevares og bortskaffes i egnet, lukket, tæt emballage, der mærkes med oplysning om, at den indeholder asbest.

Stk. 2. Asbestholdigt affald, der kan støve, som f.eks. bløde lofts- og vægplader, skal under opbevaring og transport være befugtet og overdækket, så afgivelse af støv til omgivelserne hindres.

Stk. 3. Bortskaffelse skal i øvrigt ske forsvarligt.

Kapitel 10 - Helbredsundersøgelser og registrering af asbesteksponerede

§ 31. Ansatte skal have adgang til en helbredsundersøgelse, inden de påbegynder arbejdet med asbest eller med asbestholdigt materiale og om nødvendigt med regelmæssige mellemrum herefter og mindst én gang hvert 3. år, efter angivelserne i bilag 4.

Stk. 2. Arbejdsgiveren skal sørge for, at undersøgelserne kan foregå uden tab af indtægt for de ansatte og så vidt muligt i arbejdstiden.

§ 32. Arbejdsgiveren skal registrere de ansatte i en protokol med angivelse af arten og varigheden af deres arbejde samt den påvirkning af asbest, der er forbundet hermed. Arbejdstilsynet og den undersøgende læge, jf. § 31, har adgang til denne protokol. De ansatte har adgang til de oplysninger, der for deres egen person er indført i protokollen. De ansatte og deres repræsentanter inden for virksomheden eller anlægget har adgang til de kollektive og anonyme oplysninger i protokollen.

Stk. 2. Protokollen skal opbevares i mindst 40 år, efter at asbestpåvirkningen er ophørt. Ved virksomhedsophør skal listen sendes til det stedlige Arbejdstilsyn.

Kapitel 11 - Dispensation og klage

§ 33. Direktøren for Arbejdstilsynet kan, hvor særlige forhold foreligger, dispensere fra bestemmelserne i denne bekendtgørelse, når det skønnes rimeligt og fuldt forsvarligt.

§ 34. Afgørelser efter denne bekendtgørelse kan påklages efter § 64 i lov om arbejdsmiljø i Grønland.

Kapitel 12 - Kriminalretlige foranstaltninger og ikrafttræden

§ 35. Foranstaltninger efter kriminalloven for Grønland idømmes den, der

  1. overtræder § 3, stk. 1 og 2, §§ 4–5, §§ 6–11, §§ 13-20 og §§ 22–32,
  2. ikke efterkommer påbud eller forbud, der er meddelt i henhold til bekendtgørelsen, eller
  3. tilsidesætter vilkår for en dispensation.

Stk

. 2. Ved udmåling af en foranstaltning skal det betragtes som en skærpende omstændighed,

  1. at overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed,
  2. at der ved overtrædelsen er sket skade på liv eller helbred eller fremkaldt fare herfor,
  3. at der tidligere er afgivet påbud for det samme eller tilsvarende forhold, eller
  4. at der ved overtrædelsen er opnået eller tilsigtet opnået en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre

Stk. 3. For overtrædelse af § 3, stk. 1 og 2, §§ 4-5, §§ 6-8, § 11, §§ 13-20 og §§ 23-32, kan der pålægges en arbejdsgiver bødeansvar, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes arbejdsgiveren som forsætlig eller uagtsom. Det er en betingelse for bødeansvaret, at overtrædelsen kan tilregnes en eller flere til virksomheden knyttede personer eller virksomheden som sådan. For bødeansvar efter denne bestemmelse finder § 91, stk. 4, i kriminallov for Grønland ikke anvendelse. Ved bødens udmåling finder stk. 2, nr. 2-4, tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. For overtrædelser, der begås af juridiske personer, herunder aktie-, anparts- og andelsselskaber, interessentskaber, foreninger, fonde, boer, kommuner, kommunale fællesskaber, der er omfattet af § 64 i landstingslov om de grønlandske kommunalbestyrelser og bygdebestyrelser mv., Grønlands Selvstyre og staten, kan selskabet m.v. som sådant idømmes bøde.

§ 36. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juni 2010, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Asbest og asbestholdige materialer, der lovligt kunne fremstilles, importeres og anvendes inden den 1. juni 2010, kan fortsat anvendes, indtil materialet har nået slutningen af levetiden eller bortskaffes.

Arbejdstilsynet, den 5. februar 2010

JENS JENSEN/ Charlotte Skjoldager

Bilag 1 - Meddelelse af nedrivningsarbejde efter § 25

Meddelelse af nedrivningsarbejde efter § 25 skal indsendes i elektronisk form eller i papirform til Arbejdstilsynet
og indeholde følgende oplysninger:

  1. Virksomhedens navn, adresse og telefonnummer.
  2. Arbejdsstedets adresse.
  3. Arbejdsstedets forventede begyndelsestidspunkt og slutningstidspunkt.
  4. Beskrivelse af arbejdets omfang.
  5. Anvendte arbejdsmetoder.
  6. Antal personer beskæftiget med arbejdet, herunder oplysning om uddannelse i nedrivning af asbestholdigt
    materiale.
  7. Kortfattet beskrivelse af sikkerhedsforanstaltninger, herunder personlige værnemidler, og hvorledes
    det sikres, at asbeststøv fjernes fra de beskæftigede, samt hvorledes andre personer tæt ved arbejdsstedet
    beskyttes.
  8. Beskrivelse af rengøringsarbejdet, herunder hvem der udfører dette.
  9. Angivelse af asbesttype (hvis kendt).
  10. Dato og underskrift for henholdsvis virksomheden og sikkerhedsorganisationen eller medarbejderrepræsentanten.

Bilag 2a - Krav til oplærings- og instruktionsforløb for at udføre arbejde efter § 25, stk. 1

Personer, beskæftiget med indendørs arbejde nævnt i § 25, stk. 1, skal have en særlig uddannelse, som giver
følgende kompetencer:

De skal kunne arbejde sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt i henhold til gældende regler med
asbestholdige materialer, samt udføre nedrivning af asbestholdige materialer udvendigt og indvendigt i
bygninger, skibe og maskiner m.v., hvor dette materiale har været anvendt som isolering mod varme, kulde,
støj, fugt og brand.

De skal kunne udføre arbejdet ud fra kendskab til lovgrundlaget, herunder ansvarsfordelingen i forhold til
relevante aktører.

De skal endvidere kunne udføre asbestsanering inden for forskellige arbejdsområder, fx nedrivning af bløde
beklædningsplader eller fjernelse af asbestholdigt isolering i bygninger eller skibe.
De skal kunne udføre arbejdet sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt på baggrund af kendskab
til:

  1. Asbests egenskaber og virkninger for sundhed, herunder at rygning forstærker sundhedsfaren fra asbest.
  2. Materialer, der kan formodes at indeholde asbest.
  3. Aktiviteter, der kan medføre udsættelse for asbest, og betydningen af forebyggende foranstaltninger for
    at formindske eksponeringen.
  4. Sikre arbejdsmetoder og personlige værnemidler.
  5. Formålet med og det rette valg af åndedrætsværn samt hermed forbundne begrænsninger og rigtig anvendelse.
  6. Nødforanstaltninger.
  7. Rengøringsprocedurer.
  8. Håndtering, emballering og bortskaffelse af affald.
  9. Helbredskontrol.

De skal endvidere kunne vurdere, om arbejdet som helhed er planlagt forsvarligt, for at arbejdet kan udføres
sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt set i relation til:

  1. Instruktionen fra arbejdsgiveren.
  2. Opgaven dvs. hvilket arbejde, der skal udføres, fx om der er tale om en mindre nedrivning (udskiftning
    af enkelte loftplader) eller fjernelse af et stort areal. Der kan også være tale om fjernelse af rørisolering
    eller cementbundne plader.
  3. Egen sikkerhed i forbindelse med forberedelsen til nedrivningen, opstilling af udsugnings- og ventilationsudstyr,
    opstilling af inddækning og sluse.
  4. Eventuelle leverandørbrugsanvisninger på det tekniske udstyr samt på de personlige værnemidler.
  5. Det udleverede materiel, værktøjer og personlige værnemidler.
  6. Nedrivningsstedet, herunder afgrænsning og afskærmning fra omgivelserne.
  7. Afvigelser af betydning for en forsvarlig nedrivning eller fjernelse af de asbestholdige materialer, både
    af hensyn til egen sikkerhed og af hensyn til omgivelsernes sikkerhed, som skal rapporteres.

Bilag 2b - Krav til oplærings- og instruktionsforløb for at udføre arbejde efter § 25, stk. 2

Ansatte beskæftiget enten med udendørs arbejde, eller med andet arbejde, end det nævnte i § 25, stk. 1, og
som bliver eller kan blive udsat for påvirkning fra støv fra asbest, skal gennemgå relevant oplærings- og
instruktionsforløb.

De skal kunne udføre arbejdet sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt på baggrund af kendskab
til:

  1. Asbests egenskaber og virkninger for sundhed, herunder at rygning forstærker sundhedsfaren fra asbest.
  2. Materialer, der kan formodes at indeholde asbest.
  3. Aktiviteter, der kan medføre udsættelse for asbest, og betydningen af forebyggende foranstaltninger for
    at formindske eksponeringen.
  4. Sikre arbejdsmetoder og personlige værnemidler.
  5. Formålet med og det rette valg af åndedrætsværn samt hermed forbundne begrænsninger og rigtig anvendelse.
  6. Nødforanstaltninger.
  7. Rengøringsprocedurer.
  8. Håndtering, emballering og bortskaffelse af affald.
  9. Helbredskontrol.

Bilag 3 - Metode for måling af luftens asbestindhold efter § 27

Prøveudtagningen foretages af personale med de nødvendige kvalifikationer. Den efterfølgende analyse af
prøverne skal foretages af akkrediterede laboratorier.

Prøveudtagningen skal være af en sådan varighed, at der kan konstateres en påvirkning, som efter at være
blevet tidsmæssigt vægtet enten ved måling eller beregning er repræsentativ for en referenceperiode på otte
timer (ét skift).

Optællingen af fibre skal så vidt muligt udføres ved hjælp af et fasekontrast-mikroskop (PCM) i overensstemmelse med den metode, som WHO (Verdenssundhedsorganisationen) anbefalede i 1997 **), eller efter en anden metode, der giver tilsvarende resultater. Ved måling af asbest i luften tages kun fibre, der er længere end fem mikrometer og tyndere end tre mikrometer, og hvor forholdet længde/tykkelse er større end 3:1, i betragtning.

**) Bestemmelse af fiberkoncentrationen i luften. Anbefalet metode: optisk mikroskopi med fasekontrast
(membranfiltermetoden). ISBN 92 4 154496 1, WHO, Geneve, 1997

Bilag 4 - Praktiske retningslinjer for den i § 31 omhandlede kliniske helbredsundersøgelse af arbejdstagerne

  1. Ifølge den nuværende viden kan det fastslås, at udsættelse for frie asbestfibre kan fremkalde følgende
    lidelser:
    – asbestose,
    – mesotheliom,
    – lungekræft,
    – mave- og tarmkræft
  2. Lægen skal have kendskab til de forhold eller særlige omstændigheder, hvorunder den enkelte arbejdstager
    er blevet udsat for asbest.
  3. Helbredsundersøgelser af arbejdstagerne gennemføres i overensstemmelse med arbejdsmedicinske
    principper og praksis og bør i det mindste omfatte følgende:
    – udarbejdelse af en journal vedrørende arbejdstagerens helbreds- og arbejdsforhold
    – personlig samtale
    – almindelig klinisk undersøgelse og især af thorax
    – undersøgelse af åndedrætsfunktionen (spirometri og flow-volumenkurve).

Lægen træffer afgørelse om yderligere undersøgelser, såsom undersøgelser af ekspektoratets cytologi, en
røntgenundersøgelse af thorax eller tomografi, på baggrund af den nyeste arbejdsmedicinske viden.