Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 

Spørgsmål og svar

Skal alle virksomheder udarbejde en arbejdspladsvurdering (APV)?
 
Ja, fra den 1. januar 2009 har, alle virksomheder med ansatte pligt til at udarbejde en skriftlig arbejdspladsvurdering - i daglig tale kaldet APV.
 
Skal selvstændige også udarbejde APV?
 
Nej, selvstændige erhvervsdrivende uden ansatte, fx selvstændige konsulenter eller håndværksmestre, er ikke omfattet af kravet om APV.
 
Skal familievirksomheder udarbejde APV?
 
Nej, en familievirksomhed, hvor arbejdsgiver samt børn og ægtefælle arbejder, og hvor der ikke er andre ansatte, skal ikke udarbejde APV.
 
Skal man udarbejde APV for midlertidige arbejdspladser?
 
Ja, alle virksomheder med ansatte er omfattet af kravet om APV.
 
Hvad kan en APV bruges til?
 
Virksomheden kan bruge arbejdspladsvurderingen til: 

  • At synliggøre sine arbejdsmiljøproblemer
  • At udpege løsningsforslag til problemerne
  • At arbejde systematisk og forebyggende med arbejdsmiljøet.

Hvem skal deltage, når man udarbejder en APV?
 
Arbejdspladsvurderingen skal udarbejdes i samarbejde mellem ledelsen og de ansatte.
 
I virksomheder, hvor der er krav om en sikkerhedsorganisationen, skal sikkerhedsorganisationen medvirke i hele processen.
 
I virksomheder, hvor der ikke er krav om en sikkerhedsorganisation, skal de ansatte på tilsvarende måde inddrages i udarbejdelsen.
 
Skal unge og deltidsmedarbejdere også indgå i en APV?
 
Ja, alle ansatte er omfattet af kravet om en APV. Det vil sige, at der skal tages stilling til de ansattes arbejdsmiljøforhold ved udarbejdelsen af APV'en.
 
Hvor tit skal man udarbejde APV?
 
Arbejdspladsvurderingen skal mindst revideres hvert tredje år. Den skal desuden revideres, hvis der sker ændringer i arbejdet, arbejdsmetoder eller arbejdsprocesser, og disse ændringer har betydning for arbejdsmiljøet.
 
Skal APV'en sendes til Arbejdstilsynet?
 
Nej, arbejdspladsvurderingen er virksomhedens eget arbejdsredskab.
 
Arbejdspladsvurderingen skal derfor blive i virksomheden - og være til rådighed for Arbejdstilsynet, virksomhedens ledelse, arbejdsledere og øvrige medarbejdere.