Religiøse institutioner og begravelsesvæsen - Arbejdsmiljøvejviser 22
Psykisk arbejdsmiljø
Et dårligt psykisk arbejdsmiljø kan bl.a. andet give stress og udbrændthed. Fysiske symptomer kan være hjertebanken, muskelspændinger og hovedpine. Psykiske symptomer kan være hukommelses- og koncentrationsproblemer, nervøsitet, tristhed og træthed. Søvnproblemer og misbrug kan også være tegn på stress.
Et dårligt psykisk arbejdsmiljø resulterer ofte i højt sygefravær, lav produktivitet, konflikter og hyppig udskiftning blandt personalet.
På længere sigt kan et dårligt psykisk arbejdsmiljø bl.a. føre til depression og hjerte-karsygdomme.
Find jeres problemer
I skal være opmærksomme på, at når I vurderer det psykiske arbejdsmiljø, skal I se på sammenhængen mellem de forskellige faktorer i det psykiske arbejdsmiljø. Stor arbejdsmængde og tidspres er fx især en belastning, hvis medarbejderen har ringe indflydelse og mangler social støtte i arbejdet. Når I skal finde ud af, om I har problemer i det psykiske arbejdsmiljø, skal I særligt være opmærksomme på følgende punkter:
Stor arbejdsmængde, modstridende eller uklare krav i arbejdet
At der i virksomheden er problemer med stor arbejdsmængde viser sig fx ved, at I ikke når jeres arbejde, og at arbejdet derfor hober sig op. Det kan ofte være tilfældet for præster og kordegne.
Følelsesmæssige krav
Medarbejdere i religiøse institutioner og begravelsesvæsen skal på egen hånd kunne løse de opgaver, som er forbundet med personlig kontakt med mennesker, der er i krise som følge af, at de har mistet et familiemedlem. Det kan være en stor psykisk belastning, hvis I ikke har mulighed for at give den hjælp og omsorg, som borgerne ønsker eller har behov for. Det kan også være belastende, hvis arbejdet kræver, at medarbejderne skjuler deres følelser.
Vold, trusler eller andre traumatiske hændelser
Det kan være et stort problem, hvis I udsættes for vold, trusler, røverier eller andre krænkelser, især hvis der er alenearbejde. Vold, trusler og andre krænkelser kan fx forekomme ved kontakt med misbrugere eller psykisk syge.
Mobning og seksuel chikane
I skal være opmærksomme på, om der er saglige konflikter, som har udviklet sig til personlige angreb, og om der er medarbejdere, som regelmæssigt og over længere tid udsættes for krænkende handlinger. Vær også opmærksomme på, om der forekommer uønskede, krænkende handlinger af seksuel karakter.
Sådan arbejder I videre med at løse problemerne
For at skabe et godt psykisk arbejdsmiljø er det afgørende,
- at det psykiske arbejdsmiljø bliver kortlagt i virksomhedens APV
- at I fokuserer på de forhold, der kan ændres
- at arbejdet med det psykiske arbejdsmiljø er en integreret del af virksomhedens daglige arbejdsgang
- at I er opmærksomme på konsekvenserne for det psykiske arbejdsmiljø ved væsentlige ændringer, fx ændringer i arbejdsopgaver og organisering af arbejdet
- at I har et tæt samarbejde, fx mellem sikkerheds- og samarbejdsorganisationen
- at I også er opmærksomme på forhold, der bidrager positivt til det psykiske arbejdsmiljø, fordi det giver energi til arbejdet og gør det muligt at bevare de positive forhold.
Psykiske belastninger forebygger I ofte bedst ved en kombination af flere forskellige løsninger, der afhænger af problemernes karakter. Følgende forhold kan medvirke til et godt psykisk arbejdsmiljø:
Tilpasning af arbejdsmængden
Tilpasning af arbejdsmængden skal tage hensyn til de tilstedeværende faglige, personlige og sociale ressourcer, og til det serviceniveau, der ønskes. Undgå modsætningsfyldte krav og lange perioder med stor arbejdsmængde.
Social støtte
Det er især vigtigt, at ledelsen er vedvarende opmærksom på det psykiske arbejdsmiljø. Det viser sig bl.a. ved, at ledelsen medvirker til at prioritere arbejdet, sikrer medarbejderne ressourcer og indflydelse, er god til at løse konflikter, sørger for gode udviklingsmuligheder og i det hele taget prioriterer trivslen højt. Det er vigtigt, at medarbejderne har mulighed for at tale med hinanden og med ledelsen om udfordringer i arbejdet, især hvis der er tale om alenearbejde og kontakt med borgere i krise.
Vold og trusler
Sørg for, at der er klare og kendte retningslinjer for, hvordan I forholder jer, når borgere er truende eller voldelige. Udarbejd en beredskabsplan, som indeholder tiltag til forebyggelse og håndtering af vold og trusler. Sørg for, at der er klare retningslinjer for alenearbejde. Det kan være nødvendigt med uddannelse i samtaleteknik, konfliktforebyggelse, konfliktløsning og psykisk krisehjælp.
Konflikter, mobning og seksuel chikane
Sørg for at have en personalepolitik, der fremmer åbenhed og tolerance og forebygger mobning og seksuel chikane. Føler en medarbejder sig dårligt behandlet, er det vigtigt at tage det alvorligt og undgå individualisering af problemet. Anvendelse af konfliktløsning eller mediation kan anbefales.
Mere viden om psykisk arbejdsmiljø
Vi har samlet de vigtigste At-vejledninger om arbejdsbetinget stress og kortlægning af psykisk arbejdsmiljø, voldsrisiko i forbindelse med arbejdets udførelse samt mobning og seksuel chikane på branchesiden for religiøse institutioner og begravelsesvæsen.
Her kan I også finde materialer, som BAR Service og BAR SoSu har udarbejdet om psykisk arbejdsmiljø.