Accept af cookies fra arbejdstilsynet.dk

Arbejdstilsynet.dk benytter cookies til flere formål - fx. til at forbedre brugernes oplevelse af hjemmesiden.

 

Arbejdsmiljøvejvisere

 

Religiøse institutioner og begravelsesvæsen - Arbejdsmiljøvejviser 22

Ergonomisk arbejdsmiljø

Et godt ergonomisk arbejdsmiljø kan medvirke til at I ikke får ondt i arme, nakke, skuldre, ryg og ben, som er de mest almindelige former for muskel- og skeletbesvær.
 
Hvis I arbejder i dårlige arbejdsstillinger eller har kraftbetonet arbejde, fx løft, træk og skub, kan jeres arbejdsmiljø være med til at give eller forværre ondt i nakke, skulder og ryg.  Ondt i skuldre og nakke kan fx hænge sammen med arbejde med armene løftede, fx ved klipning af hække og rengøring.

Find jeres problemer

Når I skal finde ud af, om jeres ergonomiske arbejdsmiljø er i orden, skal I særligt være opmærksomme på følgende:

Belastende arbejdsstillinger og -bevægelser
Arbejdsstillinger, der især belaster, skulder og arme, kan fx optræde ved manuel klokkeringning og kimning. Eller ved manuelt gravearbejde med skovle og spader, hvor pladsen ikke muliggør anvendelse af maskiner, samt ved arbejde ved ikke-indstilleligt inventar m.v.

I skal især være opmærksomme på arbejde med armene løftede, fx fordi arbejdet foregår langt foran kroppen eller i skulderhøjde. Eller fordi arbejdet foregår steder, hvor det er vanskeligt at komme til, fx gravning af grave og klipning af hække.
 
Ryggen og nakken belastes, hvis I bøjer forover, vrider eller drejer ryg eller nakke gentagne gange eller i længere perioder, eller hvis I samtidigt udfører kraftbetonet arbejde. Det kan fx være ved flytning af tunge eller uhåndterlige ting som kister, katafalker, fræsere, hækklippere og buskryddere.

Ensidigt, belastende arbejde
Kordegnen og andre medarbejdere, der udfører en væsentlig del af deres arbejde ved en skærmarbejdsplads, er eksempler på arbejdsstillinger, der kan være ensidigt, belastende. Hvis I arbejder størstedelen af arbejdsdagen med fastlåst arbejdsstilling med samme redskab og med ensartede bevægelser, fx ved klipning af hække og gulvvask, er arbejdet også ensidigt, belastende.
 
Tunge løft, træk og skub
I kan have tunge eller akavede løft, fx på kirkegårde, ved flytning af kister samt flytning af udstyr, inventar og materialer. Akavede løft kan også skyldes, at byrden er svær at få fat på eller mangler håndgreb, fx fordi kasser, redskaber og dunke er anbragt på nederste hylde eller steder med trang plads. Belastningen ved træk og skub bliver større på ujævnt, skråt eller niveauforskudt underlag, hvis transportudstyret, fx katafalken, har for små eller massive hjul, eller hvis det tekniske hjælpemiddel ikke er tidssvarende, ordentligt vedligeholdt eller ordentligt indstillet. Mange opbremsninger og igangsætninger under transporten gør belastningen større.

Sådan arbejder I videre med at løse problemerne

I kan få et godt ergonomisk arbejdsmiljø ved at sørge for,

  • at arbejdet er planlagt og tilrettelagt, så tunge løft og andet kraftfuldt arbejde udføres ved hjælp af egnede tekniske hjælpemidler
  • at arbejdet udføres på steder med gode pladsforhold, stabilt underlag og god belysning
  • at ensidigt, belastende arbejde er tilrettelagt med passende variation eller pauser i løbet af arbejdsdagen
  • at arbejdspladsen er tilpasset den enkelte medarbejder
  • at alle er instrueret og oplært i at bruge de rigtige hjælpemidler og arbejdsmetoder.

Belastende arbejdsstillinger og -bevægelser
I kan undgå eller begrænse belastende arbejdsstillinger og -bevægelser ved god planlægning, ved at sikre gode pladsforhold og ved at bruge hensigtsmæssigt udstyr og inventar. Da mennesker er meget forskellige i størrelse, kan det være nødvendigt, at udstyr og inventar kan tilpasses brugerne - fx skal orgelbænken være stabil, men samtidig skal den både kunne hæves og sænkes, og den skal let kunne flyttes, så der er en passende afstand til klaviaturet. I kan undgå fejlindkøb ved at lave en kravspecifikation, inden I køber nyt udstyr og inventar.
 
Sørg for redskaber og udstyr, så I kan arbejde i god arbejdshøjde, fx ved kontorarbejde. Gode lys- og synsforhold har også betydning for arbejdsstillingerne.

Ensidigt, belastende arbejde
Problemer med ensidigt, belastende arbejde skal ofte løses helhedsorienteret. Dels skal det tekniske udstyr være i orden, så I kan arbejde med hensigtsmæssige arbejdsstillinger og -bevægelser uden for store kraftkrav. Dels skal arbejdet tilrettelægges med passende variation eller pauser. Desuden kan de øvrige arbejdsmiljøproblemer spille en væsentlig rolle, fx det psykiske arbejdsmiljø.

Løft, træk og skub
Den bedste løsning på store belastninger i forbindelse med at løfte, bære, trække og skubbe, herunder forflytning og løft af kister eller udstyr, er at sørge for, at der er velegnede tekniske hjælpemidler, og at der er oplæring og instruktion i gode arbejdsmetoder.

Mere viden om ergonomisk arbejdsmiljø

Vi har samlet de vigtigste At-vejledninger om bl.a. løft, træk og skub, arbejde ved skærme, ensidigt, belastende og ensidigt, gentaget arbejde, arbejdsstillinger og -bevægelser samt arbejdspladsens indretning og inventar på branchesiden for religiøse institutioner og begravelsesvæsen. Her kan I også finde At-vejledningen om arbejdsrelateret muskel- og skeletbesvær, der kan være en hjælp til at finde frem til de arbejdsprocesser, der kan indebære risiko for muskel- og skeletbesvær. 

I kan også finde de materialer, som BAR Service og BAR SoSu har udarbejdet om ergonomisk arbejdsmiljø.