Kontor
Ergonomisk arbejdsmiljø
Et godt ergonomisk arbejdsmiljø kan nedsætte risikoen for, at I får ondt i arme, nakke, skuldre og ryg, som er de mest almindelige former for muskel- og skeletbesvær.
Jeres arbejde kan være med til at udløse eller forværre ondt i nakke, skuldre og arme, fx hvis arbejdet er ensidigt, belastende som fx indtastning af data og intensivt arbejde med computermus, hvis I har dårlige arbejdsstillinger og højt arbejdstempo, eller hvis I skal anstrenge øjnene meget.
Find jeres problemer
Når I skal finde ud af, om jeres ergonomiske arbejdsmiljø er i orden, skal I særligt være opmærksomme på følgende:
Computerarbejde Tastearbejde og arbejde med mus er ofte ensidigt, belastende arbejde. Der kan også være problemer med dårlige synsforhold, fx reflekser i skærm, dårligt skærmbillede og generende rumbelysning. Er arbejdspladsen ikke hensigtsmæssigt indrettet, kan der være problemer med arbejdsstillingen for arme og hænder. Indeklimaproblemer, langvarigt stillesiddende arbejde, tidspres og dårligt psykisk arbejdsmiljø kan også være med til at give muskel- og skeletbesvær samt øge risikoen for hjerte- og kredsløbssygdomme på lang sigt. Det har stor betydning, hvor længe I arbejder ved computeren ad gangen. Arbejder I med bærbar computer fx hjemme, i tog og fly, skal I være opmærksomme på, at jeres muskler og sener kan blive belastet efter relativt kort tid.
Tunge eller akavede løft, træk og skub Der kan være tunge løft, træk og skub ved fx omdeling af post og papir, fjernelse af affald og flytning af maskiner og udstyr. Vær opmærksom på de medarbejdere, som er ansat specielt til disse funktioner. Løftene bliver mere belastende, hvis de udføres med strakte arme, hvis der løftes over skulderhøjde eller hvis ryggen er bøjet eller vredet under selve løftet. Desuden kan der være tunge eller akavede løft, træk og skub ved rengøring. Belastningen ved træk og skub bliver større på ujævnt underlag eller hvis vognen er indrettet med små hjul og uhensigtsmæssigt placerede greb.
Belastende arbejdsstillinger og -bevægelser I belaster forskellige dele af kroppen ved forskellige arbejdsopgaver. Risikoen for smerter stiger, jo længere og jo hårdere I arbejder i de dårlige arbejdsstillinger. Belastende arbejdsstillinger og -bevægelser forekommer ved oprydning, rengøring, vedligeholdelse og når udstyr sættes op.
Skuldre og nakke bliver særligt belastet, hvis I arbejder med strakte arme eller over skulderhøjde.
Risikoen for rygbesvær er stor, hvis I arbejder med foroverbøjet, sidebøjet eller drejet ryg, især hvis det foregår hyppigt eller hvis stillingen holdes længe, fx hvis arbejdsbordet ikke er indstillet ordentligt efter den ansattes højde.
Sådan arbejder I videre med at løse problemerne
I kan få et godt ergonomisk arbejdsmiljø ved at sørge for:
- at arbejdet er planlagt og tilrettelagt, så tunge løft og andet kraftfuldt arbejde udføres ved hjælp af egnede tekniske hjælpemidler
- at arbejdet udføres på steder med gode pladsforhold, stabilt underlag og god belysning
- at ensidigt, belastende arbejde er tilrettelagt med passende variation eller pauser i løbet af arbejdsdagen
- at langvarigt stillesiddende arbejde afbrydes af pauser med fysisk aktivt arbejde eller anden fysisk aktivitet, fx som del af virksomhedens sundhedsfremmeaktiviteter.
Ensidigt, belastende arbejde ved computer Problemer med ensidigt, belastende arbejde ved computer skal ofte løses helhedsorienteret. Dels skal det tekniske udstyr og belysningen være i orden, så I kan arbejde med hensigtsmæssige arbejdsstillinger og -bevægelser uden for store kraftkrav, dels skal arbejdet tilrettelægges med passende variation eller pauser. Desuden kan andre arbejdsmiljøproblemer spille en væsentlig rolle, fx det psykiske arbejdsmiljø.
Løft, træk og skub Den bedste løsning på store belastninger, fx i forbindelse med at løfte, bære, trække og skubbe, er at sørge for, at der er velegnede tekniske hjælpemidler, og at der er oplæring og instruktion i gode arbejdsmetoder.
Belastende arbejdsstillinger og -bevægelser I kan undgå eller begrænse belastende arbejdsstillinger og -bevægelser ved at sikre gode pladsforhold og ved at bruge hensigtsmæssigt udstyr og inventar. Da mennesker er meget forskellige i størrelse, kan det være nødvendigt, at udstyr og inventar som fx bord og stol kan tilpasses brugerne. Dette kan være et krav, hvis flere skal bruge samme arbejdsplads. Undgå fejlindkøb ved at lave en kravspecifikation, inden I køber nyt udstyr og inventar.
Sørg for redskaber og udstyr, som kan begrænse arbejde i knæ- eller skulderhøjde mest muligt. Gode lys- og synsforhold har også betydning for arbejdsstillingerne.
Mere viden om ergonomisk arbejdsmiljø
Vi har samlet
de vigtigste At-vejledninger om løft, træk og skub, arbejde ved skærme, ensidigt, belastende og ensidigt, gentaget arbejde, forflytning, løft og anden manuel håndtering af personer, arbejdsstillinger og -bevægelser, arbejdspladsens indretning og inventar samt sundhedsfremme på arbejdspladsen på branchesiden for kontor
. Her kan I også finde At-vejledningen om arbejdsrelateret muskel- og skeletbesvær, der kan være en hjælp til at finde frem til de arbejdsprocesser, der kan indebære risiko for muskel- og skeletbesvær.
I kan også finde de materialer, som BAR Kontor og BAR FOKA har udarbejdet om ergonomisk arbejdsmiljø.