Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 
Tilføj

Tekstil og papir - Arbejdsmiljøvejviser

Arbejdsmiljøvejviser nr. 12
2009 - elektronisk version

Velkommen til arbejdsmiljøvejviseren

Arbejdsmiljøvejviseren omhandler følgende arbejdsfunktioner:
  • Tekstilfremstilling
  • Arbejde ved væve, spinde- og strikkemaskiner mv.
  • Farvning og trykning
  • Oplægning og tilskæring
  • Syning og strobling
  • Presning og klargøring
  • Fremstilling af pap
  • Forarbejdning og opskæring af papir og pap
  • Sammenlægning og pakning
  • Intern transport
  • Rengøring af maskiner.

Vejviseren er især rettet til de ledere og medarbejdere, der arbejder med arbejdsmiljø eller har ansvar for det. Men den kan bruges af alle, der interesserer sig for arbejdsmiljø.

Et redskab til et bedre arbejdsmiljø

Vi håber, at arbejdsmiljøvejviseren kan blive et godt redskab til et bedre arbejdsmiljø og til at arbejde med jeres arbejdspladsvurdering (APV). Alle virksomheder med ansatte har pligt til at lave en arbejdspladsvurdering. I kan bruge vejviseren til at få et overblik over de typiske problemer i jeres branche - og til at få forslag til, hvordan I løser de typiske problemer. Det er også de problemer, som Arbejdstilsynet fokuserer på, når vi kommer på besøg hos jer.

Hvad er et godt arbejdsmiljø?

Et naturligt emne for en arbejdspladsvurdering er at se på, hvad et godt arbejdsmiljø er på jeres arbejdsplads. Det kan fx dreje sig om ikke at få hudeksem eller at blive langvarigt stresset af arbejdet. Afhængigt af fag og branche kan det gode arbejdsmiljø dog være forskelligt fra sted til sted.

Det betyder også, at der på nogle virksomheder kan være andre vigtige arbejdsmiljøproblemer end dem, der er nævnt her. De problemer skal I naturligvis også arbejde med - både i det daglige arbejde og når I laver APV. Samtidig skal I være opmærksomme på, at ét arbejdsmiljøproblem kan påvirke et andet arbejdsmiljøproblem. Et dårligt psykisk arbejdsmiljø eller tidspres kan fx øge risikoen for at få muskel- og skeletbesvær.  

Kom godt i gang med arbejdsmiljøvejviseren

I vejviseren kan I læse om de generelle arbejdsmiljøproblemer, der kan være i jeres branche. Samtidig giver vi gode råd om, hvordan I kan løse problemerne. Vi fortæller jer også, hvor I kan finde mere viden og inspiration. Så er det nemt at komme i gang med at se på arbejdsmiljøet.

Husk asbestregistreringen

Der er asbest i mange bygninger, fx i lofts- og vægbeklædninger. Det er arbejdsgiverens pligt at registrere, hvis der er beskadiget asbestholdigt materiale i en bygning, som virksomheden bruger erhvervsmæssigt. Asbesten skal fjernes, indkapsles eller forsegles. Det er derudover arbejdsgiverens pligt at give egne eller udefra kommende håndværkere en oversigt over, hvor de asbestholdige materialer er. Det skal ske, før en reparation eller en ændring af bygningen bliver sat i gang.

Andre relevante arbejdsmiljøvejvisere

Arbejdstilsynet har udarbejdet en serie af arbejdsmiljøvejvisere. For enkelte arbejdsområder kan I derfor have behov for at se i andre arbejdsmiljøvejvisere:

Her kan I få mere at vide

Vi har samlet de vigtigste regler og informationsmaterialer for branchen på adressen www.at.dk/tekstil.  

Arbejdspladsvurdering, APV

En arbejdspladsvurdering (APV) giver jer mulighed for at arbejde systematisk og effektivt med arbejdsmiljøet i virksomheden. APV’en skal bruges som redskab til at få styr på arbejdsmiljøet.

APV-arbejdet starter med, at I skaffer jer et overblik over, hvordan arbejdsmiljøet er i alle dele af virksomheden. Hvis det viser sig, at I har problemer med arbejdsmiljøet, skal I derefter finde ud af, hvordan I løser problemerne. I skal også finde ud af, hvem der har ansvaret for, at de bliver løst, og hvornår I skal følge op på, om problemerne er blevet løst.

I bestemmer selv, hvordan I vil gribe APV-arbejdet an. Det vil sige, at I kan vælge den metode, som passer bedst til jeres virksomhed. Det er dog et krav, at APV’en er skriftlig - på papir eller i elektronisk form. Det er nemlig vigtigt, at APV’en er tilgængelig og synlig for både medarbejdere og ledelse.

Det er også et krav, at arbejdsmiljøorganisationen deltager i hele APV-processen. Det gælder både planlægning, gennemførelse, opfølgning og revision af APV’en. Arbejdsmiljøorganisationen skal dokumentere sin deltagelse ved at underskrive APV’en. I små virksomheder, hvor der ikke er krav om en arbejdsmiljøorganisation, skal medarbejderne deltage i APV-arbejdet på samme måde.

Uanset hvilken metode I vælger for jeres APV-proces, skal APV’en indeholde disse fem faser:

Identifikation og kortlægning

Start med at identificere og kortlægge arbejdsmiljøforholdene i alle dele af virksomheden. Det kan I fx gøre ved at holde samtaler med medarbejderne eller ved at bruge spørgeskemaer eller tjeklister. Hensigten er, at I får et overblik over, hvilke problemer I eventuelt har, og hvor store de er.

Beskrivelse og vurdering

I skal herefter beskrive og vurdere de arbejdsmiljøproblemer, I eventuelt har konstateret. I skal bl.a. beskrive, hvor store og alvorlige problemerne er. I skal også beskrive de mest hensigtsmæssige løsninger på dem.
Når I beskriver løsningerne, skal I være opmærksomme på,
  • om løsningerne bliver rettet mod kilden til problemet
  • om problemet helt kan forhindres
  • om det, der er farligt, kan udskiftes med noget, der er ufarligt eller mindre farligt
  • om medarbejderne bliver uddannet og instrueret, som de skal.

Inddragelse af sygefravær

I skal også se på virksomhedens sygefravær og vurdere, om der er forhold i arbejdsmiljøet, der har betydning for sygefraværet. Det er altså ikke selve sygefraværet, I skal tage stilling til, men arbejdsmiljøets indvirkning på sygefraværet.
Det er ikke afgørende, hvornår I inddrager sygefraværet i processen. Hvis I finder arbejdsmiljøproblemer, der kan medvirke til sygefraværet, skal I tage dem med, når I prioriterer og udarbejder handlingsplan. 

Prioritering og handlingsplan

Herefter skal I udarbejde en handlingsplan for de problemer med arbejdsmiljøet, som I ikke kan løse med det samme. Handlingsplanen bliver på den måde en plan for, hvad I skal gøre, og hvornår I skal gøre det.
Det skal stå i planen, i hvilken rækkefølge I vil prioritere at løse problemerne, og hvem der har ansvaret for, at det sker.

Det er vigtigt, at I gennemarbejder handlingsplanen omhyggeligt. På den måde kan I sikre jer, at jeres mål og tidsplaner bliver så realistiske som muligt.

Opfølgning på handlingsplan

Til sidst skal I udarbejde retningslinjer for, hvordan I vil følge op på handlingsplanen. Det betyder bl.a., at I skal fastlægge, hvornår og hvordan I skal afgøre, om ændringerne har virket. I skal også beslutte, hvor ofte der er behov for at ændre eller justere APV’en.
APV2009.gif

Revision af APV’en

I skal revidere jeres APV, når der sker ændringer i arbejdet eller i den måde, I arbejder på, hvis det har betydning for arbejdsmiljøet. Det kan også være nødvendigt at justere APV’en, hvis I får ny viden eller nye erfaringer. Sker der fx en arbejdsulykke, og det viser sig, at der var forhold i arbejdsmiljøet, der havde betydning for ulykken, kan det være nødvendigt at justere APV’en.

APV’en skal under alle omstændigheder revideres mindst hvert tredje år. Det gælder også, hvis I har justeret APV’en i den mellemliggende periode. De områder i APV’en, som er blevet justeret, skal dog først revideres igen efter tre år - medmindre der igen sker ændringer, der har betydning for arbejdsmiljøet.

Rådgivning og gode ideer
Hvis I ikke selv har den fornødne indsigt til at udarbejde APV’en, skal I indhente hjælp fra eksterne rådgivere. Det kan fx være hjælp til at vælge kortlægningsmetode og løsningsforslag eller til at indlede processen. I kan vælge at bruge en af de autoriserede arbejdsmiljørådgivere eller en anden ekstern rådgiver.

Mere viden om arbejdspladsvurdering

I kan læse mere om kravene til udarbejdelse og revision af arbejdspladsvurdering på branchesiden for tekstil og papir. Her kan I også finde de APV-materialer, som Industriens Branchearbejdsmiljøråd har udarbejdet, og Arbejdstilsynets APV-tjeklister til mindre virksomheder. APV-tjeklisterne tager udgangspunkt i de arbejdsmiljøforhold, der er typiske for branchen, og indeholder en række spørgsmål om arbejdsmiljøforhold, som I kan bruge til at komme i gang med jeres APV-proces.

Eksempler på arbejde med APV

En stor tekstilvirksomhed med mere end 300 ansatte havde i et stykke tid haft problemer med at fastholde deres unge kreative medarbejdere. Tidligere havde virksomheden flere fabrikker i Danmark, men siden produktionen blev flyttet til Fjernøsten, har moderorganisationen i Danmark udelukkende taget sig af udvikling og design. Tidligere APV-gennemgange viste, at den største udfordring for virksomheden var af ergonomisk karakter. Den sidste APV viste imidlertid, at virksomheden efter omlægningen af produktionen til udlandet primært havde udfordringer inden for det psykiske arbejdsmiljø. De store organisationsændringer havde betydet, at mange følte, at kommunikationen var dårlig og kommandovejene uigennemskuelige. Flere medarbejdere havde også klaget over stress på grund af stramme tidsfrister. Derfor blev der iværksat vidtgående initiativer for at forbedre det psykiske arbejdsmiljø. Bl.a. søgte man råd hos en professionel rådgiver, ledelsen kom på kursus i organisationskommunikation, og en foredragsholder blev indbudt til at komme med nye input. Virksomheden har på det seneste modtaget langt flere ansøgninger end før til de kreative stillinger.

Papirfabrikken HP-Emballage fremstiller emballage af genbrugsmaterialer, papir og pap. Virksomheden fik vind i sejlene i 80’erne, hvor genbrug af pap og papir blev systematiseret gennem kommunen. Virksomheden har 70 ansatte, som primært arbejder med at modtage og sortere genbrugsmaterialerne. Andre af de ansatte varetager vedligeholdelsen af det højteknologiske produktionsapparat samt transport, logistik og administration.

For to år siden blev virksomheden tvunget til at flytte på grund af nogle eksterne miljøkrav. Det gav anledning til at få vurderet arbejdsmiljøet, så den nye produktion kunne få nye og bedre vilkår.

Blandt forbedringerne var, at støvforureningen i modtagelsen blev mindsket ved hjælp af styret ventilation. Der blev lavet støjdæmpning ved monteringen af de nye maskiner, og i lagerhallen indførte man et fuldautomatisk robottrucksystem. APV’en bruger HP-Emballage nu til at sikre, at de gode initiativer fortsætter. Virksomheden har også tilmeldt sig en miljømærkning af produkterne.

Sygefravær

Et sikkert og sundt fysisk og psykisk arbejdsmiljø forebygger sygefravær. Derfor er I allerede godt i gang med at forebygge sygefravær, når I gennemgår de arbejdsmiljøproblemer, der er beskrevet i denne vejviser. Som virksomhed er I forpligtet til at inddrage sygefravær, når I laver jeres APV. Det skal I gøre for at kunne vurdere, om der er forhold i jeres arbejdsmiljø, der kan have betydning for sygefraværet. Dette afsnit beskriver nogle redskaber, som I kan bruge og blive inspireret af, hvis I ønsker at udvide APV-arbejdet og arbejde videre med at nedbringe og forebygge sygefravær på jeres virksomhed.

Sygefravær på jeres arbejdsplads

Nogle emner kan være svære at tale om, det gælder bl.a. sygefravær. Derfor er det generelt vigtigt, at I får skabt en åben og tillidsfuld kultur på jeres virksomhed. Når I skal finde ud af, om I har problemer med sygefravær på jeres arbejdsplads, findes der forskellige redskaber, I kan bruge, fx:

Sygefraværsstatistik
I kan bruge en statistik over sygefraværet på jeres virksomhed til at danne jer et overblik. Statistikken kan give et billede af, hvordan sygefraværet fordeler sig, om det stiger/falder, eller om der er afdelinger eller jobfunktioner med særlig højt eller lavt sygefravær. Statistikken kan dog ikke bruges til at forklare, hvorfor sygefraværet ser ud, som det gør. Her bliver I nødt til at se på de enkelte afdelinger/jobfunktioner og deres konkrete arbejdsmiljøforhold. På den måde kan I finde frem til, hvordan I bedst kan forebygge de forhold, der fører til sygefravær.

Sygefraværs- og fastholdelsespolitik
Officielle sygefraværs- og fastholdelsespolitikker kan være med til at skabe en åben og tillidsfuld kultur. De er nemlig med til at sikre, at både ledelse og medarbejdere ved, hvordan virksomheden forholder sig til fx helbredsproblemer, sygemelding og langvarigt sygefravær, og hvordan de skal agere. Når I udarbejder sygefraværs- og fastholdelsespolitikker, kan drøftelserne være med til at vise, om I har problemer med sygefravær. Sygefraværs- og fastholdelsespolitikker er desuden vigtige, når I vil arbejde videre med at nedbringe sygefraværet.

Sådan arbejder I videre med at nedbringe sygefraværet

Erfaringer viser, at der er størst succes med indsatser mod sygefravær, hvis I inddrager både arbejdsmiljømæssige, sundhedsmæssige, psykologiske og sociale aspekter. Ofte er det en fordel at kombinere generelle arbejdsmiljøindsatser med individuelle løsninger, fx tilpasning af arbejdet.

Fastholdelse på eller tilbagevenden til arbejdspladsen
Hvis en medarbejder har eller er begyndt at få helbredsproblemer, er det vigtigt at tage stilling til, hvad der skal til for at fastholde ham/hende. Ofte er det nemlig bedst for en medarbejder med helbredsproblemer at bevare en tilknytning til arbejdspladsen og undgå langvarig sygemelding. I kan hjælpe en medarbejder med helbredsproblemer eller begyndende helbredsproblemer på forskellige måder. De fleste tiltag kan også gøre det lettere for en medarbejder med længerevarende sygefravær at komme hurtigere tilbage. Tiltagene er med til at sikre, at medarbejderen kan komme tilbage til arbejdet på det rigtige tidspunkt og på den rigtige måde. Eksempler er at tale med medarbejderen om, hvordan arbejdet kan tilpasses, eller holde fælles møder med den sygemeldte, kommunen og evt. en læge om de forskellige muligheder, der er fx for at komme tilbage til arbejdet på særlige vilkår. Det er en god idé, hvis I kan etablere kontakt mellem de personer og instanser, som har indsigt i den sygemeldte medarbejders situation.

Det er vigtigt, at både ledere og kolleger accepterer og har forståelse for de medarbejdere, der kommer tilbage på særlige vilkår. Særlige vilkår kan være at genoptage arbejdet delvist, med reduceret arbejdskraft eller starte med andre arbejdsopgaver.

Tilpasninger af arbejdet
Tilpasning af arbejdet drejer sig om, at ledelse og medarbejder, evt. med hjælp fra en arbejdsmiljørådgiver, finder ud af at tilpasse arbejdet, så det passer til, hvad medarbejderen kan. Det kan nemlig gøre det muligt at gå på arbejde på trods af helbredsproblemer. En læge kan evt. hjælpe med at vurdere, om medarbejderen kan tåle et bestemt arbejde. Eksempler på tilpasning af arbejdet:
  • Ansatte med ondt i fx hofter, knæ eller ryg vil ofte kunne udføre lettere arbejde fra en siddeplads, der tilpasses til deres behov, fx mulighed for at kunne veksle mellem at stå og sidde. Det kan være nødvendigt at inddrage en rådgiver for at finde frem til, hvordan arbejdspladsen bedst kan tilpasses den ansattes behov.
  • Tilrettelæggelse af arbejdsdagen så der er færre krav. Fx mulighed for at arbejde langsommere, få en anden fordeling af opgaver, gå tidligere hjem eller kunne tage flere pauser fx med mulighed for at have benene oppe eller strække ryggen.

Trivsel og sundhedsfremme forebygger sygefravær
Hvis medarbejderne trives og har det godt fysisk og psykisk, er det med til at forebygge sygefravær. Trivsel på arbejdet handler fx om tilfredshed, udvikling og glæde ved at gå på arbejde. Sygefravær kan derfor også forebygges, hvis der er en god dialog på arbejdspladsen, fokus på balance mellem privatliv og arbejdsliv, indflydelse samt plads til sociale relationer. Sygefravær kan også forebygges gennem en sund livsstil, hvor man prøver at undgå fx rygning, overvægt eller manglende fysisk aktivitet. Fysisk aktivitet er sundt både for krop og psyke og kan derfor være med til at styrke medarbejdernes generelle helbredstilstand. En sund livsstil kan også gøre det muligt at komme hurtigere tilbage til arbejdspladsen. I kan hjælpe jeres medarbejdere ved at skabe rammer, der gør det lettere at træffe sunde valg. Det kan fx være at supplere jeres lovpligtige rygepolitik med rygestopkurser, muligheder for at dyrke motion, pausegymnastik og sund mad i kantinen. Det er vigtigt, at aktiviteterne tilrettelægges som frivillige tilbud.

Uddannelse af ledelsen
For at alt dette kan fungere, er det vigtigt, at jeres ledere er klædt på til at varetage de forskellige opgaver. Det gælder både generelt i forhold til at fremme trivslen og specifikt i forhold til dialog med sygemeldte eller tilbagevendte medarbejdere.

Mere viden om sygefravær

Her kan du læse mere om sygefravær: Videncenter for Arbejdsmiljø og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Ergonomisk arbejdsmiljø

Et godt ergonomisk arbejdsmiljø kan medvirke til, at I ikke får ondt i arme, nakke, skuldre og ryg.

Hvis I løfter, trækker eller skubber tunge ting eller arbejder i dårlige fastlåste arbejdsstillinger, kan I risikere at få ondt i ryg, skuldre og arme, og på længere sigt kan I få nedslidningsskader som fx slidgigt. Desuden kan der være risiko for akut overbelastning, fx i form af hold i ryggen. Ondt i skuldre, nakke og arme kan også hænge sammen med ensidigt, belastende arbejde ved fx syning, klipning eller andet arbejde med håndværktøj, især kombineret med dårlige arbejdsstillinger, længerevarende arbejde, eller hvis I er udsat for vibrationer. Arbejde i træk kan også øge risikoen for skader.

Find jeres problemer

Når I skal finde ud af, om jeres ergonomiske arbejdsmiljø er i orden, skal I særligt være opmærksomme på følgende:

Tunge løft
I kan have tunge eller skæve håndteringer ved fx løft af pap- og papirprodukter til og fra paller, eller hvis I skal håndtere emner som stofruller, store tekstilstykker og kasser med færdigvarer eller ved udskiftning af maskindele. Løftene bliver mere belastende, hvis I udfører dem med strakte arme, hvis I løfter over skulderhøjde, eller hvis ryggen er bøjet eller vredet under selve løftet, fx ved løft af emner til og fra paller eller kasser, stående på gulvet. Hvis I på grund af pladsmangel ikke kan løfte i gode arbejdsstillinger, kan dette også være en forværrende faktor fx ved pakning og lagerarbejde, herunder pålæsning af emner i lastbilerne. Mange gentagne løft af fx pakker på lageret eller løft af mange kilo over en dag udgør også en risiko for skader på kroppen. Tunge løft kan også give risiko for ulykker, fx ved maskinbetjening i forbindelse med ilægning og fratagning ved symaskiner eller ved ophængning og nedtagning af emner ved conveyoranlæg eller ved presning og ophængning af tøj.

Belastende træk og skub
I kan have belastende træk og skub ved fx manuel transport af tunge vogne, pallevogne eller emballage og ved træk og skub på rullebaner rundt i virksomheden. Belastningen ved træk og skub bliver større, hvis arbejdet foregår med stor vægt, ved dårlige pladsforhold eller ujævnt underlag, eller hvis I bruger vogne med for små hjul.

Belastende arbejdsstillinger og -bevægelser
Forskellige dele af kroppen belastes ved forskellige arbejdsopgaver. Risikoen for overbelastning stiger, jo længere og jo hårdere I arbejder i dårlige arbejdsstillinger. Arbejde på steder, hvor der er lidt plads, og hvor bevægelsesfriheden er begrænset, kan være belastende. Det kan fx være ved papirskæring, hæftning eller ved rengøring og reparation af maskiner.

Skuldre og nakke bliver særligt belastet, hvis I arbejder med armene strakte eller løftede over skulderhøjde. Det kan fx være, fordi I arbejder i uhensigtsmæssige arbejdshøjder eller ikke kan komme tæt på arbejdsfeltet.

Risikoen for rygbesvær er stor, hvis I arbejder med foroverbøjet, sidebøjet eller drejet ryg, især hvis det foregår hyppigt, eller hvis stillingen holdes længe. Det kan fx være ved pakkebordet, som ikke er indstillet i højden.

Hænder og arme belastes, hvis I skal holde værktøj eller emner i hånden i længere tid, eller hvis I vrider eller drejer i håndleddet, fx i forbindelse med udskæring og syning i kraftige stoffer eller ved store tekstilstykker. Arbejdet er særligt belastende, når det samtidig kræver kraft, eller der er vibrationer fra værktøj.

Ensidigt, belastende og ensidigt, gentaget arbejde
Arbejder I med fastlåst arbejdsstilling i størstedelen af arbejdsdagen, fx med pakning af produkter, har I ensidigt, belastende arbejde. Arbejder I fx med samme redskab og med ensartede bevægelser, der gentages ofte mere end halvdelen af arbejdsdagen, har I ensidigt, gentaget arbejde. Det kan fx være ved syning, ilægning og fratagning fra maskiner, sortering eller bearbejdning af emner.

Sådan arbejder I videre med at løse problemerne

I kan få et godt ergonomisk arbejdsmiljø ved at sørge for
  • at bruge egnede tekniske hjælpemidler fx palleløftere, når I har tungt arbejde
  • at planlægge og tilrettelægge arbejdet, så det er muligt at bruge hjælpemidlerne
  • at sikre gode pladsforhold, stabilt, plant underlag og god belysning
  • at arbejdet bliver afbrudt af pauser eller andet arbejde
  • at ensidigt, belastende arbejde og ensidigt, gentaget arbejde er tilrettelagt med passende variation eller pauser i løbet af arbejdsdagen
  • at arbejdspladsen er tilpasset den enkelte medarbejder
  • at alle er instrueret og oplært i at bruge de rigtige hjælpemidler og arbejdsmetoder.

Tunge løft, træk og skub
Sørg for at bruge egnede tekniske hjælpemidler til at løfte, trække og skubbe byrderne, og sørg for, at alle får grundig instruktion i, hvordan de tekniske hjælpemidler skal anvendes. Det kan fx være kraner eller elektriske palleløftere. I kan også overveje at automatisere processen. Det er vigtigt, at I planlægger og tilrettelægger arbejdet, så I ikke kommer til at flytte på tingene flere gange end højst nødvendigt.

Sørg for, at færdselsvejene er ryddet og plane og fri for ujævnheder som fx huller i gulvet.

Belastende arbejdsstillinger og -bevægelser
I kan begrænse de belastende arbejdsstillinger og -bevægelser ved at sikre gode pladsforhold og ved at bruge hensigtsmæssigt udstyr og inventar. Mennesker er meget forskellige af størrelse, og det kan være nødvendigt at have indstilleligt udstyr, som kan tilpasses den enkelte ansatte. Undgå fejlindkøb ved at lave en liste med kravspecifikationer, inden I køber nyt udstyr og inventar. Det kan fx ske, når I skal anskaffe jer hæve-sænke- eller løfteborde.

Sørg for redskaber og udstyr, fx maskiner og borde, som kan begrænse arbejde i knæ- eller skulderhøjde mest muligt. Gode lys- og synsforhold har også betydning for arbejdsstillingerne Begræns fastlåste arbejdsstillinger og -bevægelser ved at skifte mellem forskellige arbejdsfunktioner.

Ensidigt, belastende eller ensidigt, gentaget arbejde
Problemer med ensidigt, belastende og ensidigt, gentaget arbejde kan I fx løse ved at tilrettelægge arbejdet med passende variation i opgaverne, eller der indlægges pauser. Det er vigtigt, at det tekniske udstyr er i orden, så I kan arbejde i hensigtsmæssige arbejdsstillinger og -bevægelser uden for store kraftkrav. Det psykiske arbejdsmiljø har også indflydelse på, hvor hårdt arbejdet opleves.

Mere viden om ergonomisk arbejdsmiljø

Vi har samlet de vigtigste At-vejledninger om bl.a. løft, træk og skub, ensidigt, belastende og ensidigt, gentaget arbejde samt arbejdsstillinger og -bevægelser på adressen www.at.dk/tekstil.

Her kan I også finde At-vejledningen om arbejdsrelateret muskel- og skeletbesvær, der kan være en hjælp til at finde frem til de arbejdsprocesser, der kan indebære risiko for muskel- og skeletbesvær.

I kan også finde de materialer, som Industriens Branchearbejdsmiljøråd og Grafisk BAR har udarbejdet om ergonomisk arbejdsmiljø.

Psykisk arbejdsmiljø

Et dårligt psykisk arbejdsmiljø kan bl.a. give stress og udbrændthed. Fysiske symptomer kan være hjertebanken, muskelspændinger og hovedpine. Psykiske symptomer kan være hukommelses- og koncentrationsproblemer, nervøsitet, tristhed og træthed. Søvnproblemer og misbrug kan også være tegn på stress.

Et dårligt psykisk arbejdsmiljø resulterer ofte i højt sygefravær, lav produktivitet, konflikter og hyppig udskiftning blandt personalet.

På længere sigt kan et dårligt psykisk arbejdsmiljø bl.a. føre til depression og hjerte-karsygdomme.

Find jeres problemer

I skal være opmærksomme på, at når I vurderer det psykiske arbejdsmiljø, skal I se på helheden. Stor arbejdsmængde er fx især en belastning, hvis medarbejderen har ringe indflydelse og mangler social støtte i arbejdet. Når I skal finde ud af, om I har problemer i det psykiske arbejdsmiljø, skal I særligt være opmærksomme på følgende punkter:

Stor arbejdsmængde
At der i virksomheden er problemer med stor arbejdsmængde viser sig fx ved, at der er meget overarbejde uden mulighed for afspadsering, at det er svært at få tid til at holde pauser, samt at I ofte arbejder i højt tempo under tidspres. I skal være opmærksomme på, at belastningen kan forværres, hvis arbejdet er maskinstyret.

Ringe indflydelse på eget arbejde
Problemer med ringe indflydelse på eget arbejde kan opstå, hvis I fx sjældent kan påvirke mængden af arbejde, pauser, arbejdsmetoder, valg af hjælpemidler og arbejdets kvalitet. Fx når korte tidsfrister giver ringe mulighed for at vælge de foretrukne arbejdsmetoder, eller at der arbejdes som et led i en kæde, hvor den enkelte medarbejder skal “følge med”.

Koncentrations- og opmærksomhedskrævende arbejde
Store krav til koncentration og opmærksomhed er en belastning, hvis der sjældent er mulighed for at få pauser eller veksle med andet ikke opmærksomhedskrævende arbejde. Det ses ofte ved sy- og trykkearbejde.

Skifteholdsarbejde eller arbejde uden for dagtimerne
Skiftende arbejdstider eller arbejde uden for dagtimerne er en fysisk og psykisk belastning. Det er især et problem, hvis skiftene er planlagt, så aftenvagter kommer efter nattevagter, og dagvagter efter aftenvagter. Og hvis det fx viser sig, at I over en længere periode arbejder med særlig lang arbejdstid, eller der er få eller ingen pauser. Det kan yderligere være en belastning, hvis arbejdstiden er planlagt med kort varsel.

Manglende støtte
Manglende støtte er især et problem, hvis I sjældent får hjælp til prioritering og fordeling af arbejdsopgaver, ikke får hensigtsmæssige arbejdsredskaber stillet til rådighed, ikke får afløsere ved fravær eller ikke modtager nødvendig information om fx fremtidsplaner. Det kan også handle om, at I ikke taler med ledelsen om, hvilke forventninger ledelsen har til jeres arbejde, og hvor godt I udfører arbejdet.

Konflikter, mobning og seksuel chikane
I skal være opmærksomme på, om der er saglige konflikter, som har udviklet sig til personlige angreb, og om der er medarbejdere, som regelmæssigt og over længere tid udsættes for krænkende handlinger. Vær også opmærksomme på, om der forekommer uønskede, krænkende handlinger af seksuel karakter.

Jobusikkerhed
Omstrukturering, rationalisering, flytning eller outsourcing er eksempler på forhold, som kan give jobusikkerhed. Medarbejdernes jobusikkerhed kan være stor på grund af udviklingen i tekstil-, beklædnings- og læderindustrien. Usikkerheden kan være psykisk belastende for mange.

Manglende udviklingsmuligheder og ensformigt arbejdeProblemer med manglende udviklingsmuligheder kan fx forekomme, hvis I har mange rutineprægede eller længerevarende ensformige arbejdsopgaver. Det kan også være, at I ikke har mulighed for at anvende jeres færdigheder, lære nyt eller ikke tilbydes relevant efteruddannelse.

Sådan arbejder I videre med at løse problemerne

For at skabe et godt psykisk arbejdsmiljø er det afgørende,
  • at I fokuserer på de forhold, der kan ændres
  • at arbejdet med det psykiske arbejdsmiljø er en integreret del af virksomhedens daglige arbejdsgang
  • at I er opmærksomme på konsekvenserne for det psykiske arbejdsmiljø ved væsentlige ændringer, fx ændringer i arbejdsopgaver og organisering af arbejdet
  • at I har et tæt samarbejde, fx mellem sikkerheds- og samarbejdsorganisationen
  • at I også er opmærksomme på forhold, der bidrager positivt til det psykiske arbejdsmiljø, fordi det giver energi til arbejdet og gør det muligt at bevare de positive forhold.

Psykiske belastninger forebygger I ofte bedst ved en kombination af flere forskellige løsninger, der afhænger af problemernes karakter. I teksti-l og papirbranchen kan følgende forhold medvirke til at skabe et godt psykisk arbejdsmiljø:

Forebyg tidspres og tilpas arbejdsmængden
Tilpas arbejdsmængden, så I får den ønskede kvalitet med det personale, der er til rådighed. Prioriter arbejdsopgaverne, og undgå uklare eller modsatrettede krav og lange perioder med stort tidspres. Sørg for god overordnet planlægning og koordinering, så det er muligt at udføre arbejdsopgaverne i en hensigtsmæssig rækkefølge. Undgå en lønform, der medfører højt arbejdstempo i længere perioder, og sørg for, at der er de fornødne faglige og teknologiske ressourcer til rådighed.

Indflydelse på eget arbejde
I kan sikre, at medarbejderne har indflydelse på eget arbejde, ved at give mulighed for at påvirke udformningen og rækkefølgen af de enkelte arbejdsopgaver samt pauser, arbejdstider, arbejdstempo og arbejdsmetoder. Medarbejderne bør være i løbende dialog med ledelsen om eget arbejde, arbejdsbetingelserne og arbejdsopgavernes udførelse, herunder arbejdets kvalitet. Jævnlige møder, hvor I konstruktivt forholder jer til resultater og behov i forhold til arbejdsopgaverne, kan også være med til at give medarbejderindflydelse. I kan fx gøre det muligt at veksle imellem tempopræget og mere roligt arbejde og mellem forskellige typer af arbejdsopgaver. I kan også indføre selvstyrende grupper, hvor en gruppe medarbejdere får til opgave at udføre planlægnings- og kontrolopgaver, som er knyttet til gruppens eget arbejde. Hvis I indfører selvstyrende grupper, er det vigtigt, at I forbereder ændringen grundigt. I bør fx inddrage alle berørte på virksomheden i forberedelserne og sørge for den nødvendige efteruddannelse.

Ensformigt arbejde
Jobudvikling, jobrotation og jobudvidelse giver den mest gennemgribende forebyggelse af problemer med de psykiske belastninger, der følger af ensformigt arbejde. I tekstilindustrien er der med succes blevet indført produktionsgrupper, der har fået uddelegeret ansvar for planlægning, udførelse og kontrol af arbejdet. Det kræver dog en grundig forberedelse, som inddrager alle berørte på virksomheden, hvis sådanne tiltag skal lykkes. Ikke mindst fordi så store forandringer ofte giver modstand og usikkerhed på arbejdspladsen samt kræver efteruddannelse.

Vær opmærksom på, at jobudvikling kun har reel effekt, hvis det betyder, at den enkelte kan bruge flere af sine kvalifikationer og samtidig udvikle dem.

Social støtte
Social støtte kan fx gives ved dialog om arbejdet mellem leder og medarbejdere med hyppige møder (fx personalemøder), fælles pauser og jævnlig kontakt med kolleger. Medarbejderne bør modtage instruktion i forhold til deres arbejdsopgaver og hjælp til at prioritere arbejdsopgaver og afstemme forventninger til arbejdet og til at få nødvendig efteruddannelse for at kunne udføre arbejdsopgaverne. Endvidere bør medarbejderne have information om væsentlige ændringer og få anerkendelse for godt udført arbejde. Anerkendelse gives ved dialog om arbejdet mellem leder og medarbejder og er med til at skabe et godt psykisk arbejdsmiljø.

Konflikter, mobning og seksuel chikane
Sørg for at have en personalepolitik, der modvirker individualisering af problemerne, fremmer åbenhed og tolerance og forebygger mobning og seksuel chikane. Oplever en medarbejder sig dårligt behandlet, er det vigtigt at tage det alvorligt og undgå individualisering af problemet.

Let generne af arbejde uden for dagtimerne og i weekenden
Formindsk forekomsten af natarbejde, reducer antallet af nattevagter i træk (højst tre) og sørg for, at der roteres med uret, således at dagvagter efterfølges af aftenvagter, som efterfølges af nattevagter. Inddrag så vidt muligt medarbejderne i vagtplanlægningen, så de har indflydelse på bl.a. placeringen af arbejdstiden. Sørg for, at medarbejderne kender deres arbejdstider i god tid, og at der er god mulighed for at bytte vagter.

Udviklingsmuligheder
Grundig efteruddannelse sikrer, at medarbejdernes faglige og personlige kunnen altid svarer til det arbejde, de skal udføre. Det kan være nødvendigt med målrettet efteruddannelse til nye arbejdsmetoder.

Mindske jobusikkerhed
Det er afgørende, at virksomheden giver alle medarbejdere klar og åben information om deres jobsituation og deres muligheder for at om- og opkvalificere sig.

Mere viden om psykisk arbejdsmiljø

Vi har samlet de vigtigste At-vejledninger mv. om bl.a. stress, kortlægning af psykisk arbejdsmiljø, voldsrisiko i forbindelse med arbejdet samt mobning og seksuel chikane på adressen www.at.dk/tekstil.

Her kan I også finde de materialer, som Industriens Branchearbejdsmiljøråd og Grafisk BAR har udarbejdet om psykisk arbejdsmiljø.

Risiko for ulykker

Ulykker kan have alvorlige konsekvenser og medføre længere sygefravær. Risikoen for en ulykke afhænger af de enkelte situationer og er ikke nødvendigvis til stede hele tiden. I kan gøre meget for at undgå ulykker ved at have god orden, gode procedurer, gode tekniske løsninger, god adfærd og god ledelse.

Find jeres problemer

Når I skal finde ud af, om I har risiko for ulykker, skal I vurdere følgende:

Håndværktøj og maskiner
Risiko for ulykker med håndværktøj og maskiner kan fx opstå ved kontakt med skarpe og spidse genstande i forbindelse med maskinel bearbejdning. Der er også risiko, hvis maskinerne er dårligt vedligeholdt, eller emnerne ikke er korrekt opspændt. Endelig er der fare for at blive klemt eller presset i forbindelse med arbejdet med maskinerne. En anden risikofaktor er, hvis I ikke bliver instrueret grundigt i, hvordan I skal bruge maskinerne - fx digeltrykpressere, papirskærere eller samlehæftemaskiner. Risikoen øges, hvis der ikke er nødstop - eller det er uhensigtsmæssigt placeret.

Manuel håndtering
Risiko for ulykker ved manuel håndtering kan fx opstå, hvis I ikke har egnede hjælpemidler, eller hvis I ikke bruger hjælpemidlerne - fx trucks, stablere, miniløftere, pakkevogne, løfteborde - til at løfte tunge emner. Ting behøver ikke at være tunge, før de kan føre til en ulykke - fx hvis der er for lidt plads til håndteringen. Vær derfor opmærksomme på orden og ryddelighed.

Fald og snublen
Risiko for fald- og snubleulykker opstår, hvis gulvet ikke er ryddet, så der fx ligger emballage eller paller. Der kan også opstå risiko, hvis gulvet eller andre overflader er glatte eller ujævne på grund af manglende vedligeholdelse. Yderligere risiko for fald opstår, hvis I arbejder på fx reposer eller stiger, eller hvis I bærer på noget, så I ikke kan se, hvor I går.

Andet
Der er risiko for ulykker, hvis de samme færdselsveje bruges af både trucks eller lastbiler og gående. Risikoen øges, hvis der ikke er afmærkning og skiltning til, hvem der færdes hvor, eller hvor der dårlige oversigtsforhold.

Håndterer I materialer i mere end 2 meters højde - fx tæt ved andre arbejdspladser og gangarealer - er der også risiko for ulykker. Vær også opmærksom på risikoen for forgiftninger, fx ved arbejde med genbrug af papir og mulig dannelse af svovlbrinte.

Sådan arbejder I videre med at løse problemerne

Ulykker forebygger I ofte bedst ved at kombinere flere forskellige løsninger. Et godt udgangspunkt for at undgå ulykker er et godt sikkerhedsarbejde og god sikkerhedskultur. Det indebærer et systematisk arbejde med virksomhedens sikkerhed og betyder fx, at I har en strategi med klare mål for sikkerhedsniveauet, samt at I ledelsesmæssigt sikrer, at alle medarbejdere kender strategien og målene - og arbejder efter at opfylde dem i det daglige arbejde. 

Følgende forhold kan medvirke til at skabe et sikkert arbejdsmiljø:

Planlægning og orden på arbejdspladsen
Lav faste rutiner for oprydning og rengøring på alle områder, så der aldrig ligger genstande eller står materialer på færdsels- og transportveje. Organiser arbejdet, så de farlige situationer slet ikke opstår. En risikovurdering af arbejdsopgaven gør det tydeligt, hvilke tiltag der er nødvendige - fx afmærkning af trafik for gående og kørende, eller at reoler er sikret mod at vælte. I planlægning indgår også faste rutiner for vedligeholdelse af maskiner, værktøj og andre hjælpemidler, således at nedslidning ikke betyder større risiko for ulykker. Vurder risikoen af de enkelte arbejdsopgaver, så det bliver tydeligt, hvad der skal til for at have sikker adfærd - fx at stiger er fastgjort.

Grundig instruktion
Gør sikkerhed til et positivt element og en vigtig del af en professionel hverdag, og sørg for, at alle er grundigt instrueret i, hvordan arbejdet skal udføres, og på en måde og i et sprog, som medarbejderen forstår. Sæt særligt fokus på de risici, der findes i arbejdet, og på, hvordan I undgår, at de resulterer i ulykker. Motiver til en sikker adfærd på arbejdspladsen. Gør sikkerhed til et positivt element og en vigtig del af en professionel hverdag.

Brug og anvendelse af maskiner og maskinanlæg 
Sørg for, at alle bruger de tekniske hjælpemidler og maskiner korrekt, og kontroller jævnligt, at sikkerhedsforanstaltningerne virker - fx at nødstop er tilgængeligt, vedligeholdt og virker. Alle maskiner og tekniske hjælpemidler leveres med en brugsanvisning, der fortæller, hvordan de skal bruges og vedligeholdes. Følg altid disse anvisninger, og vær sikker på, at alle sikkerhedsforanstaltninger bliver fulgt. Husk også personlige værnemidler, fx brug af handsker ved arbejde ved varme rør eller maskindele.

Undersøg ulykker
I kan lære meget af de ulykker, der allerede er sket. Derfor er det vigtigt, at I får en fast rutine for at undersøge ulykker - og situationer, der kunne have ført til en ulykke. Det kan I bruge til at lave forholdsregler, så ulykkerne ikke sker eller gentager sig.

Med baggrund i undersøgelserne kan I sammen tale om, hvor der i det daglige er risiko for ulykker, og lave rammer for, at I kan arbejde sikkert og forsvarligt. På den måde gør I sikkerhed til en fast rutine og den professionelle måde at arbejde på.

Mere viden om risiko for ulykker

Vi har samlet de vigtigste At-vejledninger mv. om bl.a. forebyggelse af arbejdsulykker på branchesiden adressen www.at.dk/tekstil.

Kemi

Kemiske stoffer i arbejdsmiljøet kan skade luftvejene, give kræft, skade vores evne til at få sunde børn, give allergi, eller de kan skade nervesystemet. Sygdommene viser sig typisk først efter mange år. Derfor er det vigtigt at forebygge skaderne ved at erstatte de farlige stoffer eller gøre påvirkningerne så små som muligt.

Find jeres problemer

De kemiske belastninger, I udsættes for, er især støv og stænk og dampe fra de produkter, som I arbejder med. Når I gennemgår jeres arbejdsmiljø for kemiske stoffer, bør I være særligt opmærksomme på følgende:

Støv
I kan blive skadet på hud og luftveje af støv, fx farvestoffer, bomuldsstøv og hår og hudceller fra pelse. I kan også få allergiske reaktioner som fx astma og allergi, når I indånder støvpartikler. I kan blive udsat for støv ved afvejning og blanding af fx farvestoffer, og når I rengør støvede maskiner og lokaler.

Luftvejsskadende stoffer
Lime og imprægneringsmidler kan indeholde organiske opløsningsmidler, som kan give hjerne- og nerveskader samt luftvejslidelser.

Hvis I rengør maskiner med organiske opløsningsmidler, risikerer I kemisk påvirkning af både hud og luftveje.

Acrylater og andre stoffer i UV-farver og -lakker er meget belastende for luftvejene og kan fremkalde allergisk astma.

Indånding af papir- og papstøv er også belastende for luftvejene.

Dampe, dannet ved opvarmning af lime eller plastmateriale, virker irriterende på luftvejene.

Brug faremærkningen og sikkerhedsdatabladet
Oplysninger om de kemiske stoffer og produkter kan findes på fareetiketten på emballagen og i sikkerhedsdatabladet (leverandørbrugsanvisningen).

Sundhedsfarlige kemiske stoffer og produkter vil ofte være mærket i forskellige fareklasser, se piktogrammerne. Risikosætningerne på etiketten fortæller om faren, fx ”Kan fremkalde kræft”, ”Kan give allergi ved indånding”, ”Farlig ved hudkontakt” osv.

kemisymboler.gif
 
Der er nye regler der betyder, at faremærkningerne på kemiske stoffer og blandinger (produkter) ændres med nye piktogrammer, og at risikosætningerne (R-sætningerne) bliver til faresætninger (H-sætninger).

I en overgangsperiode som løber frem til år 2017 kan blandinger være mærket efter både de nye og de gamle regler.


Nye-faresymboler.png

Sådan arbejder I videre med at løse problemerne

Få viden om stofferne og produkterne
For at undgå farlige stoffer og produkter skal I vide, hvor farlige de er. Det gør I ved at
  • finde ud af, hvilke stoffer I bruger på arbejdspladsen, og hvilke der kan dannes ved arbejdsprocesserne, fx kemikalier, der afdamper ved damppresning og strygning
  • få oplysninger om, hvor farlige stofferne er, ved at se på faremærkningen og i sikkerhedsdatabladet
  • finde ud af, hvordan I kan blive udsat for de kemiske stoffer og støv, fx om der er tale om indånding af dampe, om hudkontakt osv. Vurder også, hvor lang tid udsættelsen varer, og hvor ofte I er udsat for den
  • lave en arbejdspladsbrugsanvisning ud fra jeres konkrete brug af kemikalier og af sikkerhedsdatabladet (leverandørbrugsanvisningen).

Udskift farlige produkter
Udskift farlige produkter og arbejdsmetoder med mindre farlige. Brug altid den mindst farlige arbejdsmetode. Når I undersøger, om I kan erstatte de farlige produkter, kan I bl.a. bruge faremærkning, risiko- og sikkerhedssætninger (efter de gamle regler), eller fare- og sikkerhedssætninger efter de nye regler samt kodenumre til at sammenligne produkterne (blandingerne).

Indkapsling og udsugning
Hvis det er nødvendigt at bruge farlige stoffer og arbejdsmetoder, skal I, hvis det er muligt, indkapsle processen. Sørg for, at særligt forurenende arbejde isoleres, så andre ikke også bliver udsat for det.

Personlige værnemidler
Hvis I ikke kan fjerne problemerne på andre måder, skal I sikre jer, at der som en midlertidig løsning bruges personlige værnemidler.

Mere viden om kemiske påvirkninger

Vi har samlet de vigtigste At-vejledninger mv. om bl.a. arbejde med stoffer og materialer og grænseværdier på adressen www.at.dk/tekstil

Her kan I også finde de materialer, som flere branchearbejdsmiljøråd har udarbejdet om kemiske påvirkninger.

Hudbelastninger

Huden beskytter mod skadelige påvirkninger udefra. Bliver huden belastet for meget, så den tørrer ud og ikke kan nå at reparere sig selv, er der øget adgang for fx allergifremkaldende stoffer. Der er også kemiske stoffer, som kan trænge igennem hel hud og fremkalde eksem. Eksem viser sig ved, at huden bliver tør, rød og kløende. Der kan komme små vandblærer eller væskende revner i huden.

Find jeres problemer

Når I skal finde ud af, om jeres arbejde kan belaste huden, skal I både være opmærksomme på, om I er udsat for stoffer, der kan skade huden, og om I arbejder med handsker:

Vådt arbejde
Arbejder I med “vandtætte” beskyttelseshandsker eller med hænderne i fugtigt miljø mere end 1/4 af arbejdstiden (ca. 2 timer), så er I udsat for “vådt arbejde”, som kan være skadeligt for huden. En stor del af de arbejdsbetingede eksemer skyldes arbejder med handsker.

Hudskadende stoffer
De mest hudbelastende stoffer er epoxy og isocyanater, som findes i forskellige typer af lim og i nogle trykfarver. Epoxyholdige produkter kan give hudallergi. Isocyanater kan ved hudkontakt give hudallergi og allergisk astma.

Acrylater, der findes i UV-farver og -lakker, er hudbelastende og kan give allergisk astma.

Nogle farvestoffer kan give eksem og hudallergi. I kan også få hudproblemer af bindemidler, carriers og egaliseringsmidler.

Baser og syrer kan give ætsningsskader, hvis I får sprøjt og stænk på huden eller i øjnene, når I fx hælder dem op i kar.

I kan få hudskader, hvis I arbejder med organiske opløsningsmidler, fordi de affedter huden, så der er øget adgang for allergifremkaldende stoffer.

Produkter til afvaskning kan indeholde organiske opløsningsmidler, syrer eller baser, som virker irriterende på huden.

Se efter, om de kemiske produkter, I arbejder med, har fareklassen “Lokalirriterende” eller “Ætsende”, eller om produktet har risikosætningen “Kan give overfølsomhed ved kontakt med huden” (R43) eller “Kan forårsage allergisk reaktion” (H317). Se efter, om der i sikkerhedsdatabladet (leverandørbrugsanvisningen) er oplysninger om, at produktet kan give allergi eller virke irriterende eller ætsende.

Det er ikke kun stoffer og materialer, der er faremærket “Ætsende” eller “Lokalirriterende”, der kan være årsag til hudlidelser. Også stoffer, der er mærket ”Sundhedsskadelig”, og materialer uden faremærkning kan give hudproblemer.

Sådan arbejder I videre med at løse problemerne

Lige meget om hudbelastningen kommer fra vådt arbejde eller fra arbejde med allergifremkaldende stoffer, gælder det om at reducere udsættelsen mest muligt. Når I undersøger, om I kan erstatte de farlige produkter, kan I bl.a. bruge faremærkning, risiko- og sikkerhedssætninger samt kodenumre (MAL-koder) til at sammenligne produkterne.

Først og fremmest skal det være undersøgt, om de hudbelastende stoffer og processer kan erstattes af mindre farlige eller stoffer, der ikke er farlige. Kan dette ikke lade sig gøre, skal det undersøges, om processen kan foregå i et lukket system, om der skal etableres procesventilation eller som en sidste udvej, om I skal benytte personlige værnemidler, som fx handsker.

Hvis I arbejder med handsker, skal I være særligt opmærksomme på:

Hele, rene og tørre handsker
Det er vigtigt, at den rigtige type handsker er til rådighed, og at de bruges rigtigt. Det vil sige, at de er hele, rene og tørre indeni, at I ikke bruger dem længere tid end absolut nødvendigt, og at I bruger underhandsker af bomuld. Vær opmærksomme på, at opløsningsmidler og andet kan gå igennem handsken, uden at der er hul i den. Spørg derfor leverandøren om gennembrudstiden på handsken, og om I bruger de rigtige handsker.

Handsker uden pudder
Hvis I er nødt til at bruge latexhandsker, så skal de være uden pudder. I kan i mange tilfælde bruge handsker af syntetisk gummi.

Brug koldt vand
I bør vaske hænderne i køligt vand og tørre dem godt, og I bør ikke bære armbåndsure eller ringe under arbejdet. Endelig bør I bruge en fed creme i pauser og efter arbejdet. Husk, at cremer ikke kan erstatte handsker.

Mere viden om hudbelastninger

Vi har samlet de vigtigste At-vejledninger mv. om bl.a. arbejde med stoffer og materialer og grænseværdier på adressen www.at.dk/tekstil

Her kan I også finde de materialer, som flere branchearbejdsmiljøråd har udarbejdet om hudbelastninger.

Støj

Støj kan ødelægge hørelsen og give stress, forhøjet blodtryk, træthed mv. Samtidig kan for meget støj nedsætte jeres koncentration, så der lettere opstår ulykker, og I laver flere fejl.

Med en høreskade følger ofte sygdommen tinnitus, som er ringen eller susen for ørerne. Tinnitus kan være der i perioder eller hele tiden. Det er ofte en stor psykisk belastning for den person, der får sygdommen.

Find jeres problemer

Når I skal finde ud af, om I har støjproblemer, skal I særligt være opmærksomme på, hvor høj støjen er, hvor længe I er udsat for den, og om der er kort, kraftig støj (impulsstøj).

Vedvarende støj
Hvis I er udsat for høj støj på jeres arbejdsplads, kan det være høreskadende. Støjen er for høj, når I på ½-1 meters afstand skal råbe til en anden person for at blive forstået. Støjen kan være høreskadende, både når meget støjende maskiner bruges i kort tid, og mindre støjende maskiner bruges i længere tid.

De arbejdspladser i branchen, der er kraftigst støjbelastede, er væverier og strikkerier samt virksomheder, hvor man beskæftiger sig med broderi, reb- og snorefremstilling samt bearbejdning af pap og papir.

De kraftigste støjkilder er spinde- og spolemaskiner, væve, broderimaskiner, fladstrikkemaskiner og flettemaskiner, samt dårligt vedligeholdte maskiner generelt.

Kort, kraftig støj (impulsstøj)
Støj er mere skadelig, hvis der er kort, kraftig støj som eksempelvis fra udstansning.

Rummets akustik
Generende efterklang i rummet er et tegn på dårlig akustik, fx hvis det runger, når du klapper i hænderne.

Sådan arbejder I videre med at løse problemerne

I skal som minimum overholde lovgivningens grænseværdi for støjbelastning på 85 dB(A) og grænseværdien for impulser på 137 dB(C). Herudover skal unødig (generende) støj dæmpes.

Planlægning
Tilrettelæg arbejdet, så færrest muligt udsættes for støjen. Sørg for, at den enkelte udsættes kortest muligt for støjen. Undgå arbejde på arbejdssteder, hvor andre udfører støjende arbejde. Lav kontrolrum, hvor medarbejderne kan overvåge og eventuelt styre de støjende maskiner.

Brug støjskærme rundt om støjende maskiner. Adskil støjende arbejde fra ikke-støjende arbejde ved at dele lokalerne op.

Støjdæmpning ved kilden
Indkøb de mest støjsvage maskiner på markedet. Maskinens støjniveau skal fremgå af leverandørens brugsanvisning, hvis den støjer over 70 dB(A).

Lav støjindkapsling (bullerhuse) af de støjende maskiner. Det kan være nødvendigt at indkapsle både maskinen og klædet. Sæt maskinernes fødder på vibrationsisolerende materiale, så støjen ikke forplanter sig til bygninger og konstruktioner. Opsæt i øvrigt støjskærme rundt om støjende maskiner og processer.

På skyttevæve kan man indkapsle de områder, hvor skytten rammer enderne på væven.

Støjen fra flettemaskiner kan dæmpes med støjdæmpende skærme, som er monteret på selve maskinen.

Sørg for at vedligeholde maskinerne godt. Smøring, justering og rengøring af de enkelte maskindele kan ofte reducere støjen fra maskinen. Forsyn og udform fx matricer på stansemaskiner, så støjen holdes nede.

Rummets akustik
Vægge og lofter af beton giver dårlig akustik. Monter lydabsorberende materiale på lofter og eventuelt vægge. Overhold Arbejdstilsynets retningslinjer om akustik.

Andre råd
Mange maskiners støj forstærkes af dæksler, skærme og plader. I kan dæmpe lyden ved at beklæde disse med lyddæmpende materiale som fx blygummi.

Fjern støjen fra kompressorer og papirudsugningsanlæg ved at placere dem i separate rum.

I kan dæmpe støjen fra ventilationsanlæg ved at hænge anlægget op i vibrationsdæmpende ophæng. I kan også få installeret støjbafler i kanalerne. Støjen fra ventilationsanlæg bør være mindst 10 dB(A) lavere end baggrundsstøjen.

Brug støjsvage, eldrevne køretøjer til intern transport. Gulvene bør være jævne, så der ikke opstår unødig støj.

Høreværn
I skal altid bruge høreværn, hvis støjen er for høj og ikke kan dæmpes på anden måde.

Mere viden om støj

Vi har samlet de vigtigste At-vejledninger mv. om støj, akustik i arbejdsrum, måling af støj og høreværn på adressen www.at.dk/tekstil.

Her kan I også finde de materialer, som Grafisk BAR og Industriens Branchearbejdsmiljøråd har udarbejdet.

Helkropsvibrationer

Når I kører med truck, er I udsat for vibrationer, som virker ind på hele kroppen, og som først og fremmest kan skade ryggen. I risikerer især at få smerter i lænderyggen, men også diskusprolaps og skader på rygsøjlen.

Find jeres problemer

For at finde ud af, om I har problemer med vibrationer, skal I gennemgå hele arbejdspladsen. Bruger I truck, hvor vibrationsstyrken, jf. brugsanvisningen, er større end 0,5 m/s2, bør I lave en nærmere undersøgelse. Risikoen for skader afhænger både af vibrationernes styrke, og hvor længe påvirkningen varer. Jo flere hvileperioder, desto mindre er der risiko for skader.

Risikoen for skader bliver større, når I arbejder i fastlåste stillinger eller ofte vrider ryggen. Bump og uventede bevægelser, der fx skyldes en eller flere ujævnheder, er også med til at øge risikoen for skader.

Belastende forhold finder I i følgende situationer:
  • Hvor trucken er dårligt affjedret eller har et dårligt eller slidt sæde
  • Ved lang tids kørsel over ujævnt terræn/gulv
  • Kørsel med høj fart
  • Bakke med højt læs.

Det mest vibrationsbelastende arbejde er kørsel med truck.

Sådan arbejder I videre med at løse problemerne

Er I i tvivl, om I har problemer med vibrationer, bør I få lavet målinger eller vurderinger, der kan afklare, om I har risiko for skader.
I skal overholde lovgivningens aktionsværdi på 0,5 m/s2, hvor det er muligt. Grænseværdien på 1,15 m/s2 må under ingen omstændigheder overskrides.

Når I skal gøre noget ved vibrationerne, kan I tænke på følgende:

Underlag
Sørg for at vedligeholde underlaget, og undgå at køre over ujævnheder. Afstem hastigheden i forhold til underlaget.

Vibrationssvage trucks
De trucks, I allerede har købt, er svære at forbedre. Køb derfor en vibrationssvag truck, når I skal have en ny. Leverandøren skal i brugsanvisningen oplyse om vibrationer.

Kontroller jævnligt, om truckens affjedring og sæde er i orden, og om hjulene har det rette dæktryk.

Vibrationsdæmpende sæde
Brug et vibrationsdæmpende sæde, som passer til trucken. Der findes i reglen nye trucks og typer af sæder, hvor vibrationsbelastningen er væsentligt nedsat. Sørg for god rygstøtte i forhold til de bevægelser, medarbejderen foretager. Sædet skal være nemt at indstille både med hensyn til frem-/tilbagebevægelse, ryglænets hældning, førerens vægt og eventuel variabel lændestøtte. Især god lændestøtte er vigtig. Husk også at indstille styretøj og betjeningsgreb, så de passer til føreren.

Nedsæt påvirkningstiden
Hvis det ikke er muligt at dæmpe vibrationerne, skal I nedsætte den tid, føreren udsættes for vibrationer.

Bakning
Begræns bakning i truck o.l.

Mere viden om helkropsvibrationer

I kan læse mere i At-vejledningen om helkropsvibrationer på adressen www.at.dk/tekstil.

Unge, gravide og ammende

Gravide og ammende kvinder samt unge er særligt udsatte grupper. I skal derfor være særligt opmærksomme, hvis I har medarbejdere fra disse to grupper.

Unge

I skal have særlig fokus på de unge ansatte, fordi de påvirkes lettere end deres ældre kolleger af de belastninger og risici, der er på arbejdspladsen. Derfor er instruktion særlig vigtig for unge. 
Unge under 18 år er omfattet af de samme arbejdsmiljøregler som alle andre, der arbejder for en arbejdsgiver. Derudover gælder en række særlige regler for unge under 18 år. For de 15-17-årige er der en liste over, hvad de ikke må arbejde med. For de 13-14-årige er der en liste over, hvad de må arbejde med. Unge under 13 år må som udgangspunkt ikke arbejde for en arbejdsgiver.
 
Vi har samlet de vigtigste At-vejledninger om unges arbejde på adressen www.at.dk/tekstil.

Gravide og ammende

Som arbejdsgiver skal du sørge for, at en ansat, der er gravid eller ammer, ikke bliver udsat for påvirkninger, der kan indebære en fare for graviditet eller amning. Når I bliver opmærksomme på, at en ansat er gravid eller ammer, skal APV’en indeholde en vurdering af, om der er en risiko.
Vi anbefaler, at I på forhånd sørger for, at jeres APV indeholder en vurdering af, om gravide eller ammende kan blive udsat for påvirkninger, der indebærer en fare for fosteret eller det nyfødte barn.

I kan læse mere i At-vejledning om gravides og ammendes arbejdsmiljø på adressen www.at.dk/tekstil.