Kemi og medicin - Arbejdsmiljøvejviser 9
Støj
Støj kan ødelægge hørelsen og give stress, forhøjet blodtryk, træthed m.v. Samtidig kan for meget støj nedsætte jeres koncentration, så der lettere opstår ulykker, og I laver flere fejl.
Med en høreskade følger ofte sygdommen tinnitus, som er ringen eller susen for ørerne. Tinnitus kan være der i perioder eller hele tiden. Det er ofte en stor psykisk belastning for den person, der får sygdommen.
Find jeres problemer
Når I skal finde ud af, om I har støjproblemer, skal I særligt være opmærksomme på, hvor høj støjen er, hvor længe I er udsat for den, og om der er kort, kraftig støj (impulsstøj).
Vedvarende støj Hvis I er udsat for høj støj på jeres arbejdsplads, kan det være høreskadende. Støjen er for høj, når I på ½-1 meters afstand skal råbe til en anden person for at blive forstået. Støjen kan være høreskadende, både når meget støjende maskiner bruges i kort tid, og mindre støjende maskiner bruges i længere tid.
De værste støjkilder i branchen er: Luftturbulens i ventilations- og køleluftsystemer, rørledninger med turbulent strømning frembragt af fx skarpe bøjninger, reguleringsventiler og andre ventiler, rørinstallationer, pumper og motorer, der er fastgjort til gulve og vægge (disse kan give anledning til strukturlyd, der forplanter sig gennem bygningen), centrifuger, transportbånd, rullebaner, pakke- og palleteringsanlæg, spraytørringsanlæg, kompressorer, dårligt vedligeholdte maskiner og maskinanlæg, der støjer, fx på grund af slidte lejer og tandhjulstransmissioner, samt arbejdsrum, der er indrettet med hårde flader, fx betonvægge, hvor lyden kastes frem og tilbage.
Kort, kraftig støj (impulsstøj) Støj er mere skadelig, hvis der er kort, kraftig støj (impulsstøj). Impulsstøj kan forekomme ved afblæsning fra trykluftaktiverede ventiler og cylindre. Impulsstøj kan desuden forekomme, hvor emner støder sammen eller rammer hårde kanter.
Rummets akustik
Generende efterklang i rummet er et tegn på dårlig akustik, fx hvis det runger, når du klapper i hænderne.
Sådan arbejder I videre med at løse problemerne I skal som minimum overholde lovgivningens grænseværdi for støjbelastning på 85 dB(A) og grænseværdien for impulser på 137 dB(C). Herudover skal unødig (generende) støj dæmpes.
Planlægning Tilrettelæg arbejdet, så færrest muligt udsættes for støjen. Sørg for, at den enkelte udsættes kortest muligt for støjen. Undgå arbejde på arbejdssteder, hvor andre udfører støjende arbejde. Lav kontrolrum, hvorfra I kan overvåge de støjende maskiner.
Brug skillevægge, flytbare skærme eller tunge gardiner til at adskille støjende arbejde fra ikke-støjende arbejde. Fjern også kompressorer, og sørg for, at der ikke er belastende støj fra ventilationsanlæg i rummet.
Støjdæmpning ved kilden Indkøb de mest støjsvage maskiner på markedet. Maskinens støjniveau skal fremgå af leverandørens brugsanvisning, hvis den støjer over 70 dB(A).
Lav støjindkapsling af støjende maskiner. Sæt maskinernes fødder på vibrationsisolerende materiale, så støjen ikke forplanter sig i bygninger og konstruktioner. Sørg for at vedligeholde maskinerne godt.
Rummets akustik Vægge og lofter af beton giver dårlig akustik. Monter lydabsorberende materiale på lofter og eventuelt vægge. Overhold Arbejdstilsynets retningslinjer om akustik.
Høreværn I skal altid bruge høreværn, hvis støjen er for høj og ikke kan dæmpes på anden måde.
Andre råd Dæmp støj fra turbulent strømning i rør- og ventilationssystemer ved at undgå skarpe bøjninger samt ved at bruge reguleringsventiler med et støjdæmpet design og et relativt lavt trykfald. Rør og ventiler kan også støjisoleres.
Dæmp støj fra transportbånd o.l. med indkapsling og ved at køre med så lav hastighed som muligt. Sørg for at afbøde stop og fald af emner på båndene på en måde, så det støjer mindst muligt.
Beklæd transportbåndenes rullebaner og sider med gummi eller andet støjabsorberende materiale.
Prøv at undgå, at hårde emner kan støde sammen under transporten.
Sørg for, at luftstyrede ventiler og cylindre har egnede lyddæmpere på luftafgange. Dæmp altid støjen fra trykluftdyser. En støjdæmpet dyse er indrettet med mange små huller i modsætning til den almindelige dyse, der kun har ét hul. I kan også ofte sænke lufttrykket, uden at det går ud over effekten. Jo lavere lufttryk, desto mindre støj.
Mere viden om støj
Vi har samlet
de vigtigste At-vejledninger m.v. om støj, akustik i arbejdsrum, måling af støj og høreværn på branchesiden for kemi og medicin.
Her kan I også finde de materialer, som Industriens Branchearbejdsmiljø har udarbejdet om støj.