Accept af cookies fra arbejdstilsynet.dk

Arbejdstilsynet.dk benytter cookies til flere formål - fx. til at forbedre brugernes oplevelse af hjemmesiden.

 

Arbejdsmiljøvejvisere

 

Installation og reparation af maskiner og udstyr - Arbejdsmiljøvejviser 8

Risiko for ulykker

Ulykker kan have alvorlige konsekvenser og medføre længere sygefravær. Risikoen for en ulykke afhænger af de enkelte situationer og er ikke nødvendigvis til stede hele tiden. I kan gøre meget for at undgå ulykker ved at have god orden, gode procedurer, gode tekniske løsninger, god adfærd og god ledelse.

Find jeres problemer

Når I skal finde ud af, om I har risiko for ulykker, skal I vurdere, om der er situationer, hvor der kan være risici. Tænk særligt på følgende:

Manuel håndtering
Risiko for ulykker ved manuel håndtering kan fx opstå, hvis I ikke anvender tekniske hjælpemidler til at transportere og håndtere tunge og vanskeligt håndterbare byrder. Dårlige pladsforhold og vanskeligt tilgængelige steder kan gøre et løft risikofyldt - fx hvis der ikke er fuld ståhøjde, eller at byrder skal transporteres på en trappe. Husk fastsurring og sikring af emner under transporten.

Fald og snublen
Ulykker med fald og snublen kan fx forekomme, hvis adgangsveje og arbejdssteder ikke er ordentligt ryddet - fx at der ligger oplagrede materialer og reservedele, at der er spild af olie e.l., eller at vejrliget giver et glat underlag. Der kan også være en risiko for at falde og snuble ved arbejde fra en varebil, specielt når der flyttes på uhåndterlige byrder.

Fald og snublen til lavere niveau
Ulykker med fald og snublen til lavere niveau kan fx forekomme ved arbejde og færdsel på ramper, større maskindele, trapper, lejdere og andre steder med større eller mindre niveauforskelle. Risikoen kan forstærkes, hvis underlaget fx er glat, samt ved manglende belysning. Videre kan der opstå fare for gennemstyrtning, hvis lemme, ovenlysvinduer o.l. ikke er monteret. Der kan også være andre åbninger i bygninger eller konstruktions- og maskindele, som I skal være opmærksomme på.

Stationære maskiner og anlæg - herunder maskindele
Risiko for ulykker kan forekomme, ved at I under reparation kommer i klemme ved et større maskinanlæg, fx hvis maskindele pludselig sættes i bevægelse fordi anlægget ikke er afbrudt på forsvarlig vis. Ulykker kan også ske, ved at materiale eller maskindele frigøres og falder ned på en medarbejder. Pas også på berøring med skærende dele. Risiko for ulykker kan desuden opstå, ved at maskinen pludselig sætter sig i bevægelse - fx maskiner, der kan aktiveres fra flere betjeningssteder. I det hele taget er der risiko, hvis maskiner eller maskindele er placeret, så I ikke kan se, at de er i gang - fx ved dårlig belysning, eller ved at selve systemet er gemt bag beton, skørter eller pladebeklædning.

Elektrisk chok
Der er risiko for ulykker med elektrisk chok, når der arbejdes med åbne klemkasser på motorer, åbne el-tavler, åbne samlesteder eller uisolerede forsyningsanlæg - fx i forbindelse med fejlsøgning. Risiko for ulykker kan også opstå ved arbejde i nærheden af elektriske uisolerede installations- og transmissionssystemer.

Andet
Risiko for ulykker med håndværktøj kan opstå i forbindelse med mangelfuld vedligeholdelse eller på grund af, at det valgte værktøj ikke egner sig til opgaven. Husk også, at I kan arbejde steder, hvor energi - fx  hydraulikolie eller vand fra trykbærende anlæg - pludselig kan blive udløst og ramme jer. Meget installations- og reparationsarbejde foregår desuden på arbejdssteder og i virksomheder, I ikke nødvendigvis kender så godt, og ofte under tidspres, hvis materiellet skal sættes i gang hurtigst muligt - begge dele øger risikoen for en ulykke.

Sådan arbejder I videre med at løse problemerne

Ulykker forebygger I ofte bedst ved at kombinere flere forskellige løsninger. Et godt udgangspunkt for at undgå ulykker er et godt sikkerhedsarbejde og god sikkerhedskultur. Det indebærer et systematisk arbejde med virksomhedens sikkerhed og betyder fx, at I har en strategi med klare mål for sikkerhedsniveauet, samt at I ledelsesmæssigt sikrer, at alle medarbejdere kender strategien og målene - og arbejder efter at opfylde dem i det daglige arbejde.

Følgende forhold kan medvirke til at skabe et sikkert arbejdsmiljø i branchen:

Grundig instruktion
Sørg for, at alle er grundigt instrueret i, hvordan arbejdet skal udføres, og på en måde og i et sprog, som medarbejderen forstår. Sæt særligt fokus på de risici, der findes i arbejdet, og på, hvordan I undgår, at de resulterer i ulykker. Motiver til en sikker adfærd på arbejdspladsen. Gør sikkerhed til et positivt element og en vigtig del af en professionel hverdag.

Planlægning og orden på arbejdspladsen
Lav faste rutiner for rengøring og oprydning af gulvet, så man ikke glider eller falder over fx slanger eller ledninger, der ikke er rullet op. I planlægning indgår også faste rutiner for vedligeholdelse af værktøj og andre hjælpemidler, så nedslidning ikke betyder større risiko for ulykker. Adskil gående og kørende trafik. Mange mobile maskiner kan kræve opstilling og anvendelse på et plant og fast underlag, så de ikke vælter. Kort sagt: Vurder risikoen ved de enkelte arbejdsopgaver, så det bliver tydeligt, hvad der skal til for at have sikker adfærd - fx at der er sikkert fodtøj til rådighed.

Brugsanvisninger
Sørg for, at alle bruger maskiner og de tekniske hjælpemidler korrekt - sørg fx for, at nødstop er tilgængeligt og vedligeholdt. Alle maskiner og tekniske hjælpemidler leveres med en brugsanvisning, der fortæller, hvordan de skal bruges og vedligeholdes. Følg altid disse anvisninger, og vær sikker på, at alle sikkerhedsforanstaltninger bliver fulgt. Husk også personlige værnemidler.

Undersøg ulykker
I kan lære meget af de ulykker, der allerede er sket. Derfor er det vigtigt, at I får en fast rutine for at undersøge ulykker - og situationer, der kunne have ført til en ulykke. Det kan I bruge til at lave forholdsregler, så ulykkerne ikke sker eller gentager sig.

Med baggrund i undersøgelserne kan I sammen tale om, hvor der i det daglige er risiko for ulykker, og lave rammer for, at I kan arbejde sikkert og forsvarligt. På den måde gør I sikkerhed til en fast rutine og til den professionelle måde at arbejde på.

Mere viden om risiko for ulykker

Vi har samlet de vigtigste At-vejledninger mv. om bl.a. forebyggelse af arbejdsulykker og samlet forskelligt materiale om forebyggelse af ulykker og opbygning af en god sikkerhedspraksis på branchesiden for installation og reparation af maskiner og udstyr.