Butikker - Arbejdsmiljøvejviser 4
Risiko for ulykker
Også i butikker sker der ulykker. De kan have alvorlige konsekvenser og medføre længere sygefravær. Risikoen for en ulykke afhænger af de enkelte situationer og er ikke nødvendigvis til stede hele tiden. I kan gøre meget for at undgå ulykker ved at have god orden, gode procedurer, gode tekniske løsninger, god adfærd og god ledelse.
Find jeres problemer
Når I skal finde ud af, om I har risiko for ulykker, skal I særligt overveje følgende:
Manuel håndtering
Risiko for fx knæk i ryggen ved manuel håndtering kan opstå, hvis I ikke har egnede hjælpemidler til af- og pålæsning af varer, når de ankommer - eller hvis I ikke bruger hjælpemidlerne.
Håndværktøj og maskiner
Risiko for ulykker ved håndværktøj og maskiner kan fx opstå, hvis I bruger værktøjet til forkerte formål, eller det er dårligt vedligeholdt.
Tekniske hjælpemidler
Risiko for ulykker med tekniske hjælpemidler og maskiner kan fx opstå, hvis reolsikkerheden ikke er i orden - fx hvis der mangler truckværn, eller maskinerne som fx pappresseren er dårligt vedligeholdt. I skal også passe på ved brug af fx håndværktøj.
Fald og snublen
Ulykker ved fald og snublen kan fx ske, hvis gulvet ikke er ryddet eller ordentligt vedligeholdt, eller hvis I falder på vej ned ad trappen. I skal være særligt opmærksomme på risikoen for fald, hvis I arbejder i højden.
Intern færdsel
Risikoen for ulykker med transport er til stede, hvis der kører elstablere eller trucks, hvor andre ansatte færdes - på fx lagre, hvor der ofte er dårligt overblik. Risikoen øges, hvis der ikke er afmærkning og skiltning til, hvem der færdes hvor. Der er også risiko for ulykker, hvis gods håndteres i mere end 2 meters højde på steder, hvor der samtidigt kan færdes andre ansatte, eller ved transport mellem rampe og bagsmæklift.
Sådan arbejder I videre med at løse problemerne
Ulykker forebygger I ofte bedst ved at kombinere flere forskellige løsninger. Et godt udgangspunkt for at undgå ulykker er et godt sikkerhedsarbejde og god sikkerhedskultur. Det indebærer et systematisk arbejde med virksomhedens sikkerhed og betyder fx, at I har en strategi med klare mål for sikkerhedsniveauet, samt at I ledelsesmæssigt sikrer, at alle medarbejdere kender strategien og målene - og arbejder efter at opfylde dem i det daglige arbejde.
I butikker kan især følgende forhold medvirke til at skabe et sikkert arbejdsmiljø:
Planlægning af arbejdet
Organiser arbejdet, så de farlige situationer slet ikke opstår. En risikovurdering af arbejdsopgaven gør det tydeligt, hvilke tiltag der er nødvendige - fx afmærkning af trafik for gående og kørende, eller at lagerreoler er sikret mod at vælte.
Brugsanvisninger og grundig instruktion
Motiver medarbejderne til en sikker adfærd på arbejdspladsen. Gør sikkerhed til et positivt element, der er en vigtig del af en professionel hverdag, og giv medarbejderne en grundig instruktion i det arbejde, de skal udføre. Sørg for, at alle bruger de tekniske hjælpemidler korrekt. Alle maskiner og tekniske hjælpemidler leveres med en brugsanvisning, der fortæller, hvordan de skal bruges. Følg altid disse anvisninger, og vær sikker på, at alle sikkerhedsforanstaltninger bliver fulgt.
God orden på arbejdspladsen
Lav faste rutiner for oprydning, frasætning af kasser og rengøring på alle områder, så der fx aldrig ligger emballage eller står varer på færdsels- og transportveje.
Undersøg ulykker
I kan lære meget af de ulykker, der allerede er sket. Derfor er det vigtigt, at I får en fast rutine for at undersøge ulykker - og situationer, der kunne have ført til en ulykke. Det kan I bruge til at lave forholdsregler, så ulykkerne ikke sker eller gentager sig.
Ledelsen og medarbejderne skal tale om, hvor der i det daglige er risici for ulykker, og lave rammer for, at arbejdet kan udføres på en sikker og forsvarlig måde. På den måde gør I sikkerhed til den professionelle måde at arbejde på.
Mere viden om risiko for ulykker
Vi har samlet de vigtigste At-vejledninger m.v. om bl.a. forebyggelse af arbejdsulykker samt forskelligt materiale om forebyggelse af ulykker og opbygning af en god sikkerhedsledelse. I kan finde materialerne på branchesiden for butikker.
Her kan I desuden finde 30 konkrete metoder til arbejdet med god sikkerhedskultur.