Der sker ulykker på grund af nedfald og udskridning. Ulykker som fører til skader på arme, ben, krop og ryg. Nogle ulykker fører til invaliditet, men ulykkerne kan også fører til dødsfald.
Ved nedfald opstår de farlige situationer, når man arbejder på eller i nær lagre og depoter,
- når opbevaringen af materialer, værktøj, varer, containere, møbler mm. ikke er stablet forsvarligt
- når man skal hente eller placere gods
- når opstablede ting står i vejen og man skubber/påkører dem
- når opstablede ting væltes af vindpres
- når emballagen bliver beskadiget, falder sammen eller drysser ud, så det stablede synker sammen.
Hvis man arbejder i højden og har taget sine materialer og værktøj med sig, er der ligeledes risiko for, at der kan ske en ulykke. Genstandene kan falde ned og ramme andre mennesker, der arbejder eller færdes under eller i nærheden.
Ved mekanisk løft og hejsning af genstande opstår de farlige situationer, når materialer ikke er forsvarligt fastgjort, eller hvor man bruger forkert udstyr. De kan også opstå ved manuelt løft, hvor byrden tabes, og hvor konstruktioner, stiger, stilladser mm. kan vælte, skride ud og styrke sammen. Det går både ud over dem, der står på det og dem, der opholder sig under det.
Risikoen for, at der sker en ulykke, bliver større,
- hvis opbevaringen af materialer, genstande mm. er stablet for højt
- hvis opbevaringen af materialer, genstande mm. ikke er stablet i forbandt
- hvis opbevaringen af materialer, genstande mm. er stablet med et usikkert tyndepunkt
- hvis opbevaringen af materialer, genstande mm. er stablet så der kan ske en forskydning
- hvis opbevaringen af materialer, genstande mm. er stablet så det ikke er sikret mod blæst
- hvis man færdes eller arbejder på bygningselementer der er defekte, ikke vedligeholdte/tærede eller bæreevnen overskrides
- hvis der er sne og is på tage, som kan falde ned
- hvis fastlagte sikkerhedsforanstaltninger som fx afstivning og hældningsvinkel af jord og grus ikke er overholdt
- hvis mennesker færdes i områder, hvor der arbejdes i højden eller når byrder løftes.
Farekilden er genstande, materialer eller hjælpemidler, der giver mulighed for at falde ned eller skride ud. Den farlige situation opstår ved håndteringen af materialer og genstande, og ved at mennesker opholder sig, hvor dette kan ske. Ulykkeshændelsen sker når nedfaldet eller udskridningen rent faktisk sker.
De farlige situationer og forværrende forhold er typisk ikke tilstede hele tiden, men kan optræde midlertidigt og i forskellige kombinationer. Derfor er det vigtigt, at man handler i virksomheden, når risikoforhold opstår. Og det er vigtigt at have en god kultur i virksomheden, så man rent faktisk får fjernet eller forebygget risikoforhold - inden ulykken sker.

Pyramiden viser det gennemsnitlige antal anmeldte arbejdsulykker ved iudskridning eller nedfald af maskiner og illustrerer forholdet imellem skadens antal og alvor. Tallene er baseret på perioden 1990-2002.