Der sker ganske få ulykker på grund af manglende ilt. Til gengæld er ulykkerne ofte alvorlige og dødelige.
De farlige situationer opstår:
- ved dykkerarbejde og ved arbejde nær vand eller på vand, hvor man kan risikere at falde i vandet og drukne
- ved arbejde i en brønd, en gyllebeholder, en kloak, en tank eller andre steder, hvor ilten kan forsvinde, eller stedet kan blive fyldt med kuldioxid, svovlbrinte og lignende
- steder, hvor der udvikles røg fx ved brand, afbrænding og anden røgudslip
- ved arbejde, hvor man risikerer at blive begravet af jord, sand, spåner eller andre materialer
- hvis man får noget eller har noget rundt om halsen fx en ledning eller en maskindel
- hvis man udsættes for vold ved kvælning.
Risikoen for en ulykke øges, hvis man ikke har tilstrækkelig erfaring til at udføre opgaverne, eller hvis man ikke kender til de risici, der er ved arbejdet. Hvis man heller ikke er bevidst om de farlige situationer, der kan opstå, kan det også gå galt.
Udstyr og sikkerhedsforanstaltninger skal også være i orden, og der skal være kontrol og overvågning af dem, der udfører opgaverne, for ellers kan det også føre til en ulykke.
Farekilden er mangel på ilt, og de farlige situationer opstår ved svigt og fejlhåndteringer i arbejdet, hvor der kan forekomme iltmangel. Ulykkeshændelserne sker, når svigt og fejlhåndteringer rent faktisk fører til, at ilten forsvinder.
De farlige situationer og forværrende forhold er typisk ikke tilstede hele tiden, men kan optræde midlertidigt og i forskellige kombinationer. Derfor er det vigtigt, at man handler i virksomheden, når risikoforhold opstår. Og det er vigtigt at have en god kultur i virksomheden, så man rent faktisk får fjernet eller forebygget risikoforhold - inden ulykken sker.

Pyramiden viser det gennemsnitlige antal anmeldte arbejdsulykker ved mangel på ilt og illustrerer forholdet imellem skadens antal og alvor. Tallene er baseret på perioden 1990-2002.