Lyd måles i decibel, som forkortes dB. 0 dB er den svageste lyd, man kan høre, når hørelsen er normal. Smertegrænsen er ved 120-130 dB.
- En stigning på 1 dB kan næsten ikke høres.
- En stigning på 3 dB opfattes tydeligt.
- En stigning på 10 dB opfattes som en fordobling af lydstyrken.
Vores opfattelse af lydens styrke er meget bestemt af tonehøjden – lyse eller mørke toner. Når man måler lydens styrke, bruger man derfor et A-filter, der kompenserer for dette og resultatet angives i dB(A).
Støj er al lyd, der skader, irriterer eller forstyrrer. Støjbelastningen er det gennemsnitlige lydniveau målt ved øret over en arbejdsdag.