Stor arbejdsmængde og tidspres viser sig fx ved, at der er meget overarbejde uden mulighed for at afspadsere, at det er svært at få tid til at holde pauser, samt at medarbejderne ofte arbejder i højt tempo under tidspres.
Stor arbejdsmængde og tidspres kan bl.a. medføre stress og udbrændthed. Stress er ikke en sygdom i sig selv, men langvarig stress har ofte alvorlige konsekvenser for den enkeltes helbred, livskvalitet og arbejdspræstationer. Stor arbejdsmængde og tidspres kan især være en belastning, hvis medarbejderne har ringe indflydelse og mangler social støtte i arbejdet.
Her finder I problemerne
Vær opmærksom på:
- Om det er svært for medarbejderne at nå arbejdsopgaverne, fordi de ofte bliver forstyrret af fx telefoner, kunder eller støj i lokalerne.
- Om der er enkelte medarbejdere, som er mere belastede end andre.
- Om der er medarbejdere, der skal udføre mange forskellige opgaver på samme tid.
- Om der er medarbejdere, der ikke har de fornødne personlige, faglige, sociale eller teknologiske ressourcer til at løse deres opgaver.
- Om der er uklare eller modstridende krav i arbejdet. Det er fx tilfældet, hvis der ikke er overensstemmelse mellem den tid, som medarbejderen har til opgaven og det, som kunden forventer. For eksempel en medarbejder, der ikke har tilstrækkelig tid til at udføre en opgave tilfredsstillende indenfor den fastlagte tidsnorm.
- Om der er medarbejdere, der både skal udføre planlagte og uforudsete opgaver. Fx en læge, der skal indpasse akutte behandlinger i planlagte aktiviteter.
- Om der er medarbejdere, der konstant må arbejde hurtigt, præcist og fejlfrit.
- Om der er medarbejdere, der har lav indflydelse på deres arbejde og de rammer, det er tilrettelagt under.
Sådan arbejder I med at løse problemerne
For at skabe et godt psykisk arbejdsmiljø er det afgørende,
- at I fokuserer på de forhold, der kan ændres
- at arbejdet med det psykiske arbejdsmiljø er en integreret del af den daglige arbejdsgang
- at I er opmærksomme på konsekvenserne for det psykiske arbejdsmiljø ved væsentlige ændringer, fx ændringer i arbejdsopgaver og organisering af arbejdet
- at I har et tæt samarbejde mellem ledelse og medarbejdere, fx i arbejdsmiljø- og samarbejdsorganisationen
- at I også er opmærksomme på forhold, der bidrager positivt til det psykiske arbejdsmiljø, fordi det giver energi til arbejdet og gør det muligt at bevare de positive forhold.
Problemerne med stor arbejdsmængde og tidspres kan forebygges ved at tilpasse arbejdsmængden, så der tages hensyn til medarbejdernes faglige, personlige og sociale ressourcer, og til det behandlings- eller serviceniveau, man ønsker på arbejdspladsen.
Prioriter arbejdsopgaverne og undgå uklare eller modstridende krav.
Opstil klare målsætninger for arbejdet og klare retningslinjer for den enkeltes ansvar og kompetence.
Undgå lange perioder med stort tidspres. Brug fx vikarer eller anden form for aflastning af medarbejderne.
Sørg for, at borgere, kunder og klienter har et godt kendskab til de ydelser, de kan forvente at få.