Alle mennesker har brug for at mærke, at de er en del af et fællesskab og for at få et klap på skulderen. Det gælder også, når vi er på arbejde. Støtte og feedback fra ledelse og kolleger har afgørende betydning for, om vi trives på vores arbejdsplads. Støtten kan fx være at få hjælp til at prioritere sine opgaver, at skaffe arbejdsredskaber og arbejdsmetoder og at blive taget alvorligt. Når vi så har udført et stykke arbejde, vil vi gerne have en konstruktiv tilbagemelding om, hvordan vi klarede det. Hvis vi ikke får den tilstrækkelige støtte og feedback, kan det skabe et dårligt psykisk arbejdsmiljø.
Her finder I problemerne
De fleste medarbejdere har som udgangspunkt en forventning om, at deres arbejde skal være udviklende for dem. Udviklingen kan fx ligge i at få brugt sine evner alsidigt, at have mulighed for personlig udvikling og at få støtte og sparring fra ledelse og kolleger. Hvis støtten udebliver, kan det være en årsag til, at man ikke trives på sit arbejde. Manglende støtte kan også være, at man ikke får talt med ledelsen om, hvilke forventninger de har til ens arbejde, og hvor godt man udfører arbejdet.
God støtte fra kolleger og ledelse er især vigtig, hvis der er medarbejdere, der har svært ved at klare opgaverne alene, mangler de nødvendige forudsætninger for at udføre opgaverne, eller føler sig utrygge ved at tage ansvaret for opgaverne.
Mennesker, der arbejder med andre mennesker, kan opleve stor psykisk belastning, hvis de ikke har mulighed for at give den hjælp og omsorg, som patienter ønsker eller har behov for. Her er støtte og feedback også vigtige værktøjer.
Vær også opmærksom på, om der er problemer med manglende støtte forhold til medarbejdere, der arbejder hjemme eller uden for virksomheden.
Sådan arbejder I med at løse problemerne
For at skabe et godt psykisk arbejdsmiljø er det afgørende,
- at I fokuserer på de forhold, der kan ændres
- at arbejdet med det psykiske arbejdsmiljø er en integreret del af virksomhedens daglige arbejdsgang
- at I er opmærksomme på konsekvenserne for det psykiske arbejdsmiljø ved væsentlige ændringer, fx ændringer i arbejdsopgaver og organisering af arbejdet
- at I har et tæt samarbejde, fx mellem sikkerheds- og samarbejdsorganisation
- at I også er opmærksomme på forhold, der bidrager positivt til det psykiske arbejdsmiljø, fordi det giver energi til arbejdet og gør det muligt at bevare de positive forhold.
Psykiske belastninger forebygger I ofte bedst ved en kombination af flere forskellige løsninger, der afhænger af problemernes karakter.
Støtte kan fx gives i fælles pauser og på personalemøder, hvor der er mulighed for at holde kontakt med kolleger og ledelse, ”læsse af” og udveksle råd og erfaringer.
Der skal også være mulighed for støtte til medarbejdere, der arbejder uden for dagtimerne, uden for virksomheden eller på distancen.