Printere og kopimaskiner
Printere og kopimaskiner påvirker indeklimaet, fordi de varmer, støjer og forurener. Det er især netværksprintere, der kan give problemer.
Påvirkningen fra en printer eller kopimaskine afhænger af:
- Typen. Jo større maskinen er, desto mere varmer, støjer og forurener den. Påvirkningerne kan desuden variere, alt efter modellen.
- Alderen. Jo ældre maskinen er, desto mere forurener den.
- Hvor godt, man vedligeholder maskinen.
- Brugen af maskinen. Jo flere print/kopier, man tager pr. dag, desto mere forurener maskinen.
- Lokalets størrelse.
- Lokalets ventilation.
- Afstanden fra maskinen til faste arbejdspladser.
Lovgivningen siger, at der skal følge en brugsanvisning med, når man køber en kontormaskine. Brugsanvisningen skal indeholde "nyttige oplysninger, navnlig vedrørende sikkerhed og sundhed".
I praksis kan det være svært at skaffe og bruge relevante indeklimaoplysninger om printere og kopimaskiner. For at undgå problemer kan det anbefales, at man sætter sig grundigt ind i forholdene.
Arbejdstilsynets krav til placering af laserprintere og kopimaskiner findes i At-vejledning A.1.2 om indeklima.
Gode råd
- Vurder, om maskinen belaster indeklimaet - det gælder også for nye maskiner.
- Opstil helst maskinen i separate rum med god ventilation.
- Hvis maskinen står i arbejdsrum, kan man gøre følgende for at mindske belastningerne:
- Fjern det meste af varmen og forureningen med udsugning der, hvor luften fra kølingen blæses ud i lokalet.
- Dæmp støjen med støjskærme.
- Indkapsel maskinen i en kasse med udsugning - det fjerner varmen og forureningen samt dæmper støjen.
- Placer maskinen i god afstand fra arbejdspladser.
- Sørg for god ventilation i arbejdslokalet.
I vejledningen "Hvor skal skabet stå?", som er udarbejdet af Teknologisk Institut, kan du finde flere gode råd om indkøb og placering af kontormaskiner.
Læs også:
At-vejledningen om indeklima