Accept af cookies fra arbejdstilsynet.dk

Arbejdstilsynet.dk benytter cookies til flere formål - fx. til at forbedre brugernes oplevelse af hjemmesiden.

 

Om støj og akustik

 

Om støj og akustik på kontoret

Her kan I læse om, hvad støj og akustik er. Få viden om, hvilke kilder til støj I har på kontoret, og hvordan I og medarbejderne kan løse problemerne med generende støj og dårlig akustik.

Støj på kontorer er sjældent høreskadende. Men støjen er ofte generende og der kan være dårlig akustik. Støj kan være generende, når den ikke "tjener et formål" for den person, der udsættes for den. Støj fra lokalet og uvedkommende støj udefra er generende, især når arbejdet kræver ro og koncentration. Støj kan i sig selv være psykisk belastende og kan desuden forværre en i forvejen psykisk belastende tilstand.

De mest almindelige kilder til støj på kontoret

Støjen kan stamme fra selve kontoret, eller den kan komme udefra. Støjkilderne er især:

  • Arbejdsuro, fordi mange personer arbejder sammen.
  • Arbejde, der kræver megen kommunikation mellem mange personer, fx projektarbejde og telefonsamtaler.
  • Arbejde, hvor der bruges støjende udstyr. Det kan fx være edb-udstyr, fax, printere og kopimaskiner.
  • Ventilationsanlæg og køleskabe.
  • Støj fra naboer, andre kontorer, gangarealer m.m.
  • Støj fra trafik, fx biler, tog og fly.
Dårlig akustik skyldes som regel, at rummets overflader er hårde, så de reflekterer lyde. Det lyder som om, at rummet "runger". Et "hårdt" rum kan forstærke virkningen af generende støj, fordi støj fra en del af rummet kan brede sig til andre dele, og fordi lyden er lang tid om at "dø ud".

Efterklangstiden er med til at beskrive et kontors akustik. Efterklangstiden i et lokale afhænger især af de materialer, der er brugt til fx vægge, lofter, gulve og døre.

Sådan løser I problemerne med støj på kontoret

Hvad kan du selv gøre?