Særligt om hvervgivere

 

Særligt om hvervgivere

Hvad er en hvervgiver?

Hvervgiver er den virksomhed eller person i Danmark, som den udenlandske virksomhed har indgået aftale med om at udføre opgaver. Hvervgiver kan godt være en anden udenlandsk virksomhed, som udfører opgaver her i landet, og som fx har indgået en aftale med en underentreprenør.

Hvorfor gælder RUT-reglerne også for hvervgivere (virksomheder og private)?

Målet med reglerne er at få flere udenlandske virksomheder til at anmelde sig i RUT, og hvervgiverne skal være med til at løfte den opgave.

Hvorfor er det ikke alle hvervgivere, der omfattes af de nye regler?

I første omgang er det kun hvervgivere, der får udført opgaver inden for bygge- og anlæg og ”det grønne område” (gartneri, skovbrug, landbrug og havearbejde), der er omfattet af reglerne. Dette skyldes, at det er inden for de brancher, at der er flest udenlandske virksomheder i Danmark.

Kommer mine pligter som hvervgiver til at gælde lige meget, hvilken type opgave der er tale om?

Nej, der skal være tale om opgaver inden for bygge- og anlæg, landbrug, skovbrug, gartneri og havearbejde.

En bygge- og anlægsopgave kan fx også være at få lavet et stykke arbejde i hjemmet, fx nyt gulv, en ny carport, reparation af tag.

Som eksempel er jordbærplukning omfattet, hvis du har lavet en aftale med en udenlandsk virksomhed om at få udført arbejdet.

Hvordan får hvervgiver dokumentation for den udenlandske virksomheds anmeldelse til RUT?

Hvervgiveren kan bede om dokumentationen fra virksomheden, fx i form af en kopi af virksomhedens kvittering for anmeldelse i RUT. Ved anmeldelse til RUT kan virksomheden også indtaste hvervgiverens mailadresse, hvorefter hvervgiveren får kvitteringen sendt elektronisk.

Hvilken information skal hvervgiver have fra den udenlandske virksomhed for at undgå bøde?

Når den udenlandske virksomhed anmelder til RUT, kan den bede om, at der sendes automatisk besked til hvervgiver. En anden mulighed er, at virksomheden selv videresender eller giver dokumentation til hvervgiver – fx den elektroniske kvittering de modtager for anmeldelsen.

Kommer mine pligter som hvervgiver til at gælde, selvom det bare er en meget lille opgave, jeg skal have lavet?

Ja, det gør ingen forskel.

Hvad sker der, hvis jeg ikke underretter Arbejdstilsynet?

En hvervgiver, som ikke retter henvendelse til Arbejdstilsynet i tilfælde af manglende dokumentation eller mangelfuld eller fejlagtig dokumentation, vil kunne straffes med bøde.

Jeg har netop lavet en aftale med en udenlandsk virksomhed og har ikke fået dokumentation for anmeldelse til RUT. Hvad skal jeg gøre?

Du skal, hvis du ikke tre dage efter arbejdets påbegyndelse har modtaget dokumentation for anmeldelse til RUT (fx kvittering for anmeldelse), underrette Arbejdstilsynet herom. Det vil sige, at du først beder den udenlandske virksomhed om dokumentation for RUT-anmeldelse (fx kopi af kvittering). Du kan underrette Arbejdstilsynet via www.at.dk/rut, på mail til at@at.dk eller ved at ringe til Arbejdstilsynet på 70 12 12 88. Du skal blot fortælle Arbejdstilsynet, hvem du har hyret, hvor arbejdet skal foregå og hvornår. Så har du opfyldt reglerne.

Hvad skal jeg som hvervgiver gøre, hvis jeg inden 1. januar 2011 har lavet en aftale med en udenlandske virksomhed om en opgave, men arbejdet først skal påbegyndes efter 1. januar 2011?

Pligten til at give dig dokumentation for, at der foretaget anmeldelse til RUT skal ske senest samtidig med at opgaven påbegyndes. Det betyder, at selvom aftalen er indgået inden 1. januar 2011, er det tidspunktet for arbejdets start der er afgørende. Hvis arbejdet begyndes den 31. december, er du ikke omfattet af reglerne. Hvis arbejdet begynder der 2. januar, skal du have RUT-nr. eller underrette Arbejdstilsynet.

Kan hvervgivere selv undersøge, om en udenlandsk virksomhed er anmeldt i RUT?

Ja, anmeldelse til RUT sker på www.virk.dk/rut, og her er det også muligt for offentligheden at se, om en virksomhed har anmeldt sig til RUT. Men det er ikke er et krav, at hvervgiver selv skal undersøge det.

Det er nemlig den udenlandske virksomhed, som har ansvaret for, at hvervgiveren får dokumentation for, at der er foretaget anmeldelse til RUT. Det skal ske senest samtidig med, at arbejdet påbegyndes.