Hudbelastninger

Hudbelastninger


Huden beskytter kroppen mod skadelige påvirkninger udefra. Hvis huden fx bliver ødelagt på grund af sår eller bliver overbelastet af iblødsætning eller udtørring på grund af vådt arbejde, er der øget adgang for fx allergifremkaldende stoffer. Der er også kemiske stoffer, som kan trænge gennem huden og fremkalde eksem. Eksem viser sig bl.a. ved, at huden bliver tør, rød og kløende.

Her finder I problemerne

Huden belastes bl.a. ved arbejde med kemiske stoffer. Stoffer, der er mærket som ”Lokalirriterende” eller ”Ætsende”, kan være årsag til eksem. Men også stoffer, der er mærket ”Sundhedsskadelig”, og materialer uden faremærkning – som fx rengøringsmidler og kosmetik – kan give hudproblemer. Organiske opløsningsmidler affedter huden og medvirker til, at der kan opstå eksem.

Hvis I arbejder med vandtætte beskyttelseshandsker eller med hænderne i fugtigt miljø i ca. to timer om dagen, er der tale om ”vådt arbejde”, som kan belaste huden.

Også fødevarer som fx tomater, rejer og kødsaft kan være belastende for huden og medføre eksem.

Latexhandsker (naturgummi) kan også være årsag til allergi, hvilket man bør være opmærksom på, når man vælger handsketype.

Sådan arbejder I med at løse problemerne

Den mest effektive metode til at forebygge hudbelastninger ved arbejde med kemiske stoffer er at erstatte de farlige stoffer med ufarlige eller mindre farlige stoffer eller at gøre påvirkningerne så små som muligt.

Når I skal undersøge, om de farlige produkter kan erstattes, kan I bl.a. bruge faremærkningen, risiko- og sikkerhedssætningerne samt kodenumrene til at sammenligne produkterne med hinanden.

Hvis det er nødvendigt at bruge farlige stoffer og arbejdsmetoder, skal I, hvis det er muligt, indkapsle processen. Ellers skal I sørge for, at udsugningen sidder så tæt ved kilden som muligt, fx stinkskabe ved laboratoriearbejde. Sørg også for effektiv mekanisk rumventilation til at fjerne små, spredte forureninger.

Handsker kan beskytte huden på hænderne. Derfor er det vigtigt, at I har de rigtige handsker, og at I bruger dem rigtigt. Handskerne skal være hele, rene og tørre indeni.

Hvis I får det farlige stof på handskerne, skal de skiftes, inden det trænger igennem handskerne. Det er vigtigt, at I ikke genbruger engangshandsker, når I arbejder med farlige stoffer.

I skal have handskerne på, mens I arbejder med de farlige stoffer, men I skal ikke bruge dem længere tid end absolut nødvendigt.

I kan bruge underhandsker af bomuld for at undgå at få fugtige hænder i handskerne og dermed udsætte hænderne for hudbelastning. Det er især vigtigt, hvis I bruger latexhandsker.

Vejledninger om Hudbelastninger
 

Brancher i fokus

Læs mere om, hvordan I finder og forebygger problemer med hudbelastninger i 

Rengøring 
Læger, tandlæger og dyrlæger 
Elektronik 
Frisører og anden personlig pleje 
Hospitaler

Flere brancher

Læs mere om hudbelastninger i andre brancher