Virksomheder, der har fået et rådgivningspåbud, skal bruge en autoriseret arbejdsmiljørådgiver til at efterkomme påbudet og til at styrke deres arbejdsmiljøarbejde. Rådgivningen skal have et forebyggende og helhedsorienteret sigte.
To typer af arbejdsmiljørådgivere
Man kan blive autoriseret som
- arbejdsmiljørådgiver på alle områder eller som
- emnearbejdsmiljørådgiver på et eller flere områder.
Arbejdsmiljørådgiver på alle områder
Arbejdsmiljørådgivere, der er autoriserede på alle områder, skal kunne bistå en virksomhed med løsning af alle typer af rådgivningspåbud på alle områder. Det indebærer, at arbejdsmiljørådgiveren skal kunne bistå virksomhederne med rådgivning om forebyggelse og løsning af arbejdsmiljøproblemer på følgende fem områder:
- Det ergonomiske område
- Det biologiske område
- Det kemiske område
- Det fysiske område
- Det psykosociale område.
Arbejdsmiljørådgivere, der er autoriserede på alle områder, skal kunne rådgive virksomheden generelt om dens egen indsats for at forebygge arbejdsmiljøproblemer. Den autoriserede rådgiver kan således kunne rådgive virksomheder, der har fået:
- Rådgivningspåbud ved komplekse og alvorlige arbejdsmiljøproblemer
- Rådgivningspåbud ved mange overtrædelser
- Rådgivningspåbud ved gentagne overtrædelser
- Rådgivningspåbud om undersøgelse af psykiske arbejdsmiljøforhold.
Det er en forudsætning for at blive autoriseret som arbejdsmiljørådgiver på alle områder, at ansøgeren opfylder kravene til uddannelse og erfaring med arbejdsmiljørådgivning på mindst et af de delområder, der er nævnt under de enkelte hovedområder i kapitel 3 i bekendtgørelse nr. 259 af 20. marts 2007 om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere.
En ansøger kan blive godkendt som autoriseret arbejdsmiljørådgiver på alle fem områder, selv om ansøgeren ikke selv råder over kompetence på et eller flere af de fem områder. Det forudsætter dog, at ansøgeren har indgået en fast samarbejdsaftale med en partner, der er eller vil kunne godkendes som autoriseret emnearbejdsmiljørådgiver.
Ønsker en arbejdsmiljørådgiver at kunne tilbyde virksomhederne rådgivningsydelser på alle de underliggende delområder, kan rådgiveren indgå en fast samarbejdsaftale, eller rådgiveren kan ad hoc indgå en aftale med en partner om løsning af en konkret opgave. Den autoriserede rådgiver vil altid være ansvarlig for at sikre rådgivningens kvalitet samt at rådgivningen har et forebyggende og helhedsorienteret sigte, der understøtter virksomhedens eget arbejdsmiljøarbejde.
Det fremgår af vejledningen til ansøgningsskemaet om autoriseret arbejdsmiljørådgiver på alle områder (vejledning A), hvilke kompetencer man skal råde over for at blive autoriseret som arbejdsmiljørådgiver på alle områder.
Emnearbejdsmiljørådgiver
Emnearbejdsmiljørådgivere skal kunne bistå en virksomhed med rådgivning om løsning af en eller flere komplekse og alvorlige overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen inden for et eller flere af følgende fem områder:
- Det ergonomiske område
- Det biologiske område
- Det kemiske område
- Det fysiske område, bortset fra spånsiloer, arbejde i eksplosiv atmosfære og skriftlig plan for sikkerhed og sundhed på en byggeplads
- Det psykosociale område.
Autoriserede emnearbejdsmiljørådgivere skal - inden for det eller de emneområder, hvor rådgiveren har autorisation - kunne rådgive virksomheder, der har fået:
- Rådgivningspåbud ved komplekse og alvorlige arbejdsmiljøproblemer
- Rådgivningspåbud ved gentagne overtrædelser.
Autoriserede emnearbejdsmiljørådgivere på det psykosociale område skal endvidere kunne gennemføre undersøgelser for at afdække, om der er psykiske arbejdsmiljøproblemer i en virksomhed.
Det er en forudsætning for at blive autoriseret som emnearbejdsmiljørådgiver, at ansøgeren opfylder kravene til uddannelse og erfaring med arbejdsmiljørådgivning på mindst et af de punkter, der er nævnt under det eller de områder, man ønsker autorisation til. Det vil fx sige, at man for at blive autoriseret som emnerådgiver på det ergonomiske område, skal have relevant uddannelse og erfaring med arbejdsmiljørådgivning på mindst et af følgende fire områder:
- EGA
- Tunge løft
- Stor daglig løftemængde
- Løft af personer uden hjælp af egnede tekniske hjælpemidler.
En ansøger kan blive autoriseret som emnearbejdsmiljørådgiver på det ergonomiske område, selv om ansøgeren ikke opfylder kravene på et eller flere delområder.
Ønsker en autoriseret emnerådgiver at kunne tilbyde virksomhederne rådgivningsydelser på alle delområder, kan rådgiveren enten indgå en fast samarbejdsaftale med en partner, der er eller ville kunne godkendes som autoriseret emnearbejdsmiljørådgiver eller ad hoc indgå en aftale med en partner om løsning af en konkret opgave. Den autoriserede rådgiver vil altid være ansvarlig for at sikre rådgivningens kvalitet samt at rådgivningen har et forebyggende og helhedsorienteret sigte, der understøtter virksomhedens eget arbejdsmiljøarbejde.
Det fremgår af vejledningen til ansøgningsskemaet om autoriseret emnearbejdsmiljørådgiver (vejledning B), hvilke krav man skal opfylde for at blive autoriseret som emnearbejdsmiljørådgiver.
Baggrund
Grundlaget for autorisationsordningen er to bekendtgørelser:
Bekendtgørelse nr. 258 indeholder regler om, hvordan man kan blive autoriseret som arbejdsmiljørådgiver, de generelle krav, der stilles til rådgivningen, samt regler om kontrol af rådgiveren.