Arbejdsmiljøorganisation (AMO)



I alle virksomheder skal arbejdsgiveren, de ansatte og eventuelle arbejdsledere samarbejde om arbejdsmiljø. Har virksomheden ti eller flere ansatte skal samarbejdet foregå i en arbejdsmiljøorganisation.

I virksomheder med ti eller flere ansatte skal arbejdsgiveren etablere en arbejdsmiljøorganisation, der består af en eller flere arbejdsledere og en eller flere valgte arbejdsmiljørepræsentanter. Arbejdsgiveren eller en repræsentant for arbejdsgiveren er formand. 

I virksomheder med 35 eller flere ansatte skal arbejdsgiveren etablere en arbejdsmiljøorganisation, som består af en eller flere arbejdsmiljøgrupper og et eller flere arbejdsmiljøudvalg. En arbejdsmiljøgruppe består af en valgt arbejdsmiljørepræsentant og en udpeget arbejdsleder. Et arbejdsmiljøudvalg består af arbejdsledere og arbejdsmiljørepræsentanter fra virksomhedens arbejdsmiljøgrupper.

Der gælder særlige regler for midlertidige og skiftende arbejdssteder, herunder bygge- og anlægsarbejde. Pligten til at organisere samarbejdet om sikkerhed og sundhed indtræder her, når fem eller flere ansatte arbejder for samme arbejdsgiver på udearbejdsstedet (fx byggepladsen) og arbejdet foregår i en periode på mindst 14 dage.
Vejledninger om Arbejdsmiljøorganisation